Ferskendessert med is og chokolade

Jeg fandt en dåse ferskner i skuffen og lavede denne dessert ud af den. Jeg brugte nogle af fersknerne til en langtidsstegt lammekølle og resten af dåsen til desserten.

4 personer

4 halve ferskner fra dåse

Ferskenlagen fra dåsen, ca. 2½ dl

1/4 l soya- eller piskefløde

2-3 spsk flormelis

Mørk chokolade, fintrevet

Ferskenlage og fløde røres sammen og smages til med flormelis. Væsken hældes i ismaskine og køres til det er frosset til en blød is.

Læg en halv fersken på en skærebræt og brug en skarp kniv til at skære skiver fra ½ cm fra toppen og ned til bunden. Toppen skal være intakt, så du kan sprede frugten ud som en vifte. Alternativt kan du skæres den i skiver eller tern eller blot lægge den hel på tallerknen.

Ferskner og is anrettes på tallerkner og drysses med fintrevet chokolade.

image

Vegansk chokolade-kirsebæris

Jeg har tidligere med stor succes lavet vegansk peach melba-is på silketofu. Jeg har i noget tid spekuleret på hvordan jeg mon kunne lave is på soyafløde, som jeg ikke har haft held til at få pisket til skum eller bare noget der ligner. Jeg læste et sted at en smule citronsaft skulle hjælpe på konsistensen, så det prøvede jeg. Resultatet blev ikke så jeg kunne bruge fløden til at pynte lagkage med, men til is var det helt perfekt. Og isen blev lettere og friskere end flødeis. Og da den er mælkefri, kan du servere den for alle dine veganske eller mælkeallergiske venner. Og alle de andre opdager næppe at det er soya der har givet den cremede fyldighed.

Kirsebærsaucen var noget jeg fandt i gemmerne fra sidste eller forrige jul og som aldrig var blevet brugt. Jeg skal helt sikkert købe et mindre lager når der er restsalg af kirsebærsauce efter næste jul.

De rå kakao nips er i sig selv meget bitre, men sammen med den søde is, bliver de rigtigt lækre. Hvis du ikke har dem, kan du bruge en smule god, mørk chokolade i stedet.

½ liter is

2 ½ dl soyafløde

½ citron, saften

250 g kirsebærsauce

2-3 spsk flormelis

1 spsk rå kakao nips

Soyafløde og citronsaft piskes i 5 minutters tid. Det bliver cremet og fyldigt, men det bliver ikke stift og luftigt som flødeskum på piskefløde.

Kirsebærsaucen blendes og blandes med den piskede soyafløde, flormelis efter smag og kakao nips. Ismassen hældes i en ismaskine og køres til isen er cremet og lækker. Konsistensen bliver en mellemting af sorbet og flødeis. Serveres og spises med det samme.

 

Sukkerfri vaniljeis

Denne is består kun af tre ingredienser: Fløde, frugt og vanilje. Basen er sharonfrugt-pure, der er så sødt at det overflødiggør ekstra sukker. Jeg er sikker på at isen også er god lavet på silketofu, så er den også meget fedtfattig og fra tidligere ved jeg at tofuis er både cremet og lækkert.

Ca. 1 liter

2½ dl piskefløde

300 g modne sharonfrugter

½ tsk ren vanilje

Frugterne blendes til en ensartet pure, fløden piskes til flødeskum og blandes med frugten og vanilje. Ismassen hældes i en ismaskine og fryses ind.

Spis den som den er, som tilbehør til en god, kraftig chokoladekage eller med chokoladesauce over.

Sukkerfri vaniljeis på sharonfrugt og fløde

 

Henkogte æbler med æblesorbet og chokoladesauce

Til vores Cook Out lavede vi en dessert med variation over æbler. Med inspiration fra den klassiske dessert Pære Belle Helene, lavede vi en æblevariant. Camilla stod for æblerne og chokoladesaucen og jeg hjalp hende med isen.

Æble Belle Rose

Æbler blev skrællet, halveret og kernehuset fjernet. De blev kogt i en lage af vand, brun farin og kvæder, som var en af de æblesorter, vi havde i udvalget. De blev kogt til de var knapt møre. De skal stadig have lidt bid og ikke falde fra hinanden.

Henkogte æbler

Kogelagen blev kogt ind til en sirup og den blev blandet med smeltet god, mørk chokolade, til en lækker chokoladesauce.

Isen lavede vi af æblemos, der var kogt på æbler uden sukker eller vand og kølet godt af efterfølgende. Jeg piskede nogle pasturiserede æggehvider med flormelis og blandede den kolde mos i. Det hele kom i ismaskinen og kørte en halv times tid, til isen var cremet.

Ismassen kommer i ismaskinen

Isen blev til en lækker og luftig æblesorbet. Den var helt hvid, da mosen var meget lys og æggehviderne selvsagt var hvide.

Æbler og is blev anrettet på tallerkener og chokoladesaucen blev hældt over.

Desserten anrettes

Det var en skøn dessert og helt sikkert en jeg vil lave en anden gang.

 

Vegansk peach melba-is

I anledning af at det lige har været International Vegetardag, har jeg lavet en vegansk peach melba is. Jeg havde en pakke silketofu i skuffen som var købt til at lave is af, men jeg kunne ikke finde nogen opskrifter. Så jeg endte med at prøve mig frem. Og resultatet blev overraskende godt. Isen blev cremet og fyldig og med masser af smag. Og den er uden mælkeprodukter, til dem der af forskellige årsager undgår det.

Ca. 1 liter

350 g silketofu

5 halve ferskner fra dåse, ca. 350 g

2 dl hindbær, ca. 100 g, frosne eller friske

2 spsk flormelis

Det hele blendes sammen i blender eller foodprcessor til massen er ensartet.

Massen smides i ismaskine og køres til den er frossen og serveres.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jordbærflødeis

Nyd jordbærene mens de er søde og friske. Denne is smager af friske jordbær og fløde, en rigtig dansk is.

Til ca. 3/4 liter

200 g friske jordbær

1/4 l piskefløde

2 spsk flormelis

4 pasteuriserede æggeblommer (to bægre)

Sukker og æg piskes hvidt og skummende. Fløden piskes til skum og blandes med æggemassen. Jordbær renses og skæres i små stykker og blandes med resten af ismassen.

Fryses i ismaskine og spises straks. Da jordbær indeholder meget vand, bliver de hårde som isterninger, når de kommer i fryseren, men det undgår man ved brug af ismaskine.

Jordbæris med masser af friske jordbær

Bounty-is

Kokos og chokolade er på ingen måde en skidt kombination og i en hjemmelavet flødeis, er det næsten ikke til at stå for. Husk at bruge gode råvarer, da det kan smages i en frisklavet is.

Til ½ liter

4 pasteuriserede æggeblommer (2 bægre)

2 spsk flormelis

30 g mørk chokolade

2 spsk kokosmel

1/4 l piskefløde

Æg og sukker piskes hvidt og skummende. Chokoladen hakkes og blandes i æggemassen sammen med kokosmel. Fløden piskes til skum og vendes med æggeblandingen. Isen fryses i ismaskine og spises helst frisklavet og evt. med et par friske bær eller et stykke kage.

Bounty-is

 

Sukkerfri chokoladeis

Denne chokoladeis er lavet på modne bananer, så sukker er overflødigt. Jeg lavede den med rismælk, så den er egnet til mælkeallergikere, men den kan også snildt laves med mælk eller fløde.

Til ca. ½ liter

3 modne bananer

2 dl rismælk

1 spsk ren kakao

Det hele blandes i en blender til en ensartet masse og smages til. Fryses i ismaskine. Hvis det gemmes i fryseren, skal det stå en times tid i køleskabet før det serveres, da isen bliver meget hård. Men efter en time i køleskabet, er den god og cremet.

Sukkerfri chokoladeis

Frisk hindbæris

Denne is er frisk og læskende, rigtig god på en varm sommerdag og den har den flotteste lyserøde farve. Perfekt til pigefødselsdage.

Til ca. ½ liter

2 dl creme fraiche

1 dl mælk

150 g frosne hindbær

2-3 spsk flormelis

Evt. 1/4 tsk ren vanille

Alle ingredienserne blandes i en blender og smages til. Fryses i ismaskine og nydes frisklavet. Kan også gemmes til senere i fryseren.

Frisk hindbæris

Hvis du har friske hindbær, så hold lidt igen med sukker. Jeg brugte creme fraiche 18 % og minimælk.

Lakridsflødeis

Denne is smager af fløde og af det lakridspulver, der er uden på spejderhagl. Mums!

Til ca. ½ liter

1/4 liter piskefløde

4 pasteuriserede æggeblommer (to bægre)

2-3 spsk flormelis

1½-2 tsk engelsk lakridspulver

Sukker og æg piskes hvidt og skummende. Lakridspulver blandes i og fløden, der er pisket til skum, vendes i. Fryses i ismaskine og spises med det samme eller fryses ned til senere, hvis du kan vente med at spise det.

Lakridsflødeis

Mængden af sukker og lakridspulver kan reguleres efter smag. Og husk at bruge en frisk og gerne økologisk piskefløde. Det kan smages!

Previous Older Entries