Saml-selv-suppe a la Stop spild af mad

Arla kører for tiden Stop spild af mad-tema og i den forbindelse har de en konkurrence, hvor man kan vinde Stop spild af mad-kogebogen.

På denne baggrund har jeg komponeret en fuldblods-restesuppe, udelukkende bestående af rester.

Jeg fandt i fryseren små bøtter og poser jeg havde gemt med forskellige madrester. Der var:

– En rest råkostsalat af gulerødder, hvidkål og selleri med citronolie over

– En smule fond kogt på skroget fra en helstegt citronkylling og en pose grøntsagsskræller, jeg havde i fryseren, da jeg kogte fond

– En bøtte kyllingkød fra den helstegte citronkylling

– En pose kogt, hel hirse

– En rest grøntsagsret i kokosmælk med kogte, tørrede ærter

Ud over det fandt jeg en skål snittet løg i køleskabet fra aftensmaden den anden dag.

Jeg startede med at sautere løg i en smule andefedt, jeg havde gemt fra sidst jeg stegte ænder. Derefter blev råkostsalaten stegt med i et par minutter, inden fond og grøntsagsretten kom med i gryden. Jeg tilsatte lidt vand, så grøntsagerne lige var dækket og lod suppen simre i små 20 minutter. Jeg blendede suppen, regulerede konsistensen med lidt mere vand og smagte til med en smule friskkværnet peber. Der var masser af smag i suppen, fordi jeg havde brugt rester af retter der allerede var smagt til. Jeg tilsatte kyllingkødet i små stykker og lod det varme igennem inden jeg serverede suppen.

Jeg fandt nogle skiver tørt og kedeligt rugbrød i skabet, som jeg skar i tern og stegte til sprøde croutoner i andefedt. Jeg serverede suppen med de sprøde croutoner på toppen.

Den kogte hirse fik jeg ikke brugt. Den smed jeg i stedet i en dej sammen med en kop kold kamillete og en mislykket pandekagedej af A-38, æg og fuldkornsspeltmel og fik et rigtigt lækkert brød.

Det gælder om at slå et ordentligt brød op – Den store Bagedyst

Jeg har meldt mig til Den store Bagedyst hos DR1.

Hjemmebagt brød hævet i hævekurve

Jeg har meldt mig fordi jeg synes det kunne være rigtigt spændende at møde andre bageentusiaster og at blive udfordret. Jeg kan helt sikkert lære en masse af det og jeg håber jeg bliver udvalgt til at komme til audition.

Og mens jeg venter på at høre fra dem, vil jeg bage lidt mere og blogge om mine oplevelser.

 

Bloggens 1 års fødselsdag

I dag fylder bloggen 1 år og det er tid til at gøre status, med indlæg nr. 220.

Jeg startede bloggen som et personligt hyggeprojekt efter at være blevet opfordret til det i årevis af venner og familie, der har nydt maden, når de har besøgt mig og som gerne ville have adgang til mine opskrifter, som jeg hovedsageligt selv finder på. Jeg bliver selvfølgelig inspireret af alle mulige opskrifter som jeg finder på blogs, i blade og kogebøger og jeg suger inspiration til mig, når jeg spiser ude og jeg lader mig inspirere af sæsonens råvarer og de gode tilbud jeg falder over, når jeg køber ind.

Jeg har 113 fans på Facebook. 12 der følger min blog fast via mail eller gennem WordPress. Hvor mange der følger via RSS feeds ved jeg ikke, men jeg ved der er nogle.

Hvad har jeg nået i det forgangne år?

Jeg har skrevet opskrifter for Aarhus Økologiske Fødevarefællesskab.

Jeg har vundet en kogebog i en konkurrence på Facebook, i forbindelse med Stop Spild Af Mad.

Jeg er blevet linket til via Økologisk Landsforenings facebookside i forbindelse med mit projekt med at bage mig gennem en hel bagebog.

Jeg er blevet interviewet til Økologisk Landsforenings medlemsblad Økologisk på baggrund af mit bageprojekt.

Jeg har deltaget i Mad + Medier konference i september.

Jeg har arrangeret Cook Out for madbloggere.

Jeg har deltaget i madstafetten på Kunster på Køkkenbordet.

Jeg har fået tildelt en Liebster-award af Jensen’s madblog.

Ud over det har jeg fået ros og tilkendegivelser fra venner, bekendte og folk jeg slet ikke kender, men som læser med. Jeg sætter stor pris på at der er nogle der kan bruge mine opskrifter og at jeg får det at vide. Det giver mig lyst til at fortsætte. Og jeg har planer om at lave endnu flere opskrifter og arrangementer i det kommende år.

For at vide hvilken retning I som læsere er interesseret i at min blog udvikler sig, har jeg et par spørgsmål til dig:

– Hvilken opskrift på bloggen er din favorit?

– Hvad kunne du godt tænke dig at se mere af på bloggen?

– Hvad synes du jeg kan arbejde på at forbedre?

Jeg takker for det første år og ser frem til det næste. Jeg har allerede masser af opskrifter og andre blogindlæg der venter på at blive skrevet samt projekter der ligger og bobler 🙂

Grovmüslibarer

Jeg fandt en opskrift på snackbarer i en folder fra AMA og besluttede mig for at prøve at lave den i en lidt sundere version. De kalder den selv for Snackbar med god samvittighed og det lyder jo meget godt. Men da jeg kiggede nærmere på opskriften, havde jeg svært ved at se hvad den gode samvittighed skal dække over. Der skal 1½ dl sirup og 25 g margarine i. Det er ikke lige ingredienser jeg kategoriserer som sunde og jeg vil helst ikke serverer snacks for mine børn, der hovedsageligt består af sukker, her som sirup. Der er også soltørrede tranebær i opskriften og det er en af de virkeligt store kilder til skjult sukker. Jeg kender mange der selv spiser tørrede frugter og bær som tranebær, melon, mango, ananas, kiwi, blåbær, kirsebær og lignende eller putter det i deres børns madpakker, fordi det jo er sundt, da det bare er tørret frugt. Men mange tørrede frugter og bær består af 50 % tilsat sukker, ud over den høje koncentration der er af naturligt frugtsukker i den tørrede frugt, fordi det meste af vandet er tørret væk og der derfor ikke er meget andet end frugtsukkeret tilbage. Ja, tørret frugt er bedre end vingummi eller bolcher, men tjek lige på posen om der er andet en frugt i den tørrede frugt. Og gem de tørrede frugter med tilsat sukker til fredagsslikket i stedet for vingummi med kunstige farve- og smagstoffer.

Så samlet har jeg svært ved at se hvad den gode samvittighed i disse snackbarer består i. Jeg satte mig derfor for at forsøge at lave dem mere lødige. Ud røg stegemargarinen og i stedet brugte jeg kokosolie, som i det mindste ikke er en animalsk fedtkilde. Så kan barerne også spises af veganere og mælkeallergikere. Jeg forsøgte at lave dem uden sirup og søde med dadler i stedet, men jeg måtte sande at sirup eller sukker er nødvendigt for at få barene til at holde sammen. Den smeltede sukkermasse binder alle ingredienserne sammen, så der reelt bliver tale om en müslibar, der kan medbringes i madpakken på meget særlige dage eller serveres til eftermiddagskaffen eller til fødselsdagen.

Familiens 8 årige pige konstaterede at disse hjemmelavede müslibarer smager bedre end de købte, fordi de er mindre søde. Hun mente vi skulle finde på et rigtigt godt navn til dem og hun kom frem til at vi skulle kalde dem grovmüslibarer, så det hedder de nu.

Jeg er sikker på at det kan lade sig gøre at lave dem glutenfrit, ved at skifte havregryn og rugflager ud med boghvede-, hirse-, ris- og quinuaflager, men jeg har ikke prøvet det endnu. Det må blive næste forsøg 🙂

Jeg brugte roesirup, da jeg havde det i skabet. Det har en meget mørk og intens smag, som jeg godt kan lide, men du kan bruge den sirup du har og bedst kan lide. Lad være med at nedsætte mængden, da det jo netop er sirup der får det hele til at hænge sammen.

Ca. 20 barer

200 g dadler uden sten

150 g mandler

50 g rugflager

50 g grovvalsede havregryn

80 g kokosmel

50 g kokosolie

50 g sesamfrø

100 g peanutbutter

90 g roesirup eller anden sirup

Dadler og mandler køres sammen i foodprocessoren til en nogenlunde ensartet masse. Massen må gerne være grovhakket. Resten af ingredienserne tilsættes og massen køres sammen til den er ensartet. Massen hældes ud i et ovnfast fad, ca. 20 x 25 cm, beklædt med bagepapir og mases ned i formen. Sørg for at overfladen er glattet.

Bages i ca. 25 minutter ved 180 grader.

Når formen tages ud og kagen stadig er varm, skæres den ud med en skarp kniv. Skær i aflange stykker eller firkanter, efter lyst og fantasi. Hvis du venter med at skære den ud til kagen er afkølet, bliver den rigtig svær at skære ud.

Hvis det skal være ekstra luksuriøst, kan du overtrække barene med smeltet chokolade.

 

 

Spread af tørrede ærter og langtidsbagte tomater

Min mor havde en stor pose tørrede ærter liggende, som hun ville smide ud, men jeg nåede at redde den og tog den med hjem.

Hele tørrede ærter

Jeg har en pose grønne flækærter liggende i skuffen som jeg har brugt af nogle gange, men jeg har aldrig prøvet hele tørrede ærter før. Da jeg ikke kendte dem, prøvede jeg mig frem. Jeg lagde dem i blød i en halv time. Vandet blev farvet af ærterne, en grøn/hvid nuance. Det virkede som om der sad en smule støv på ærterne, så jeg skiftede vandet inden jeg kogte ærterne, præcist som når jeg koger bønner. Jeg kogte ærterne i rigeligt vand med salt og lidt løg til de var møre. Det tog længere tid end forventet, jeg tror de fik 30-45 minutter, før de ikke længere var hårde og rå at bide i. De flækkede under kogningen, så jeg ved ikke rigtigt hvad forskellen er på disse ærter og flækærter. Jeg har valgt at bruge dem som flækærter og fik blandt andet denne lækre spread ud af det. Jeg lavede også en portion grøntsager med ærter og kokosmælk til aftensmad af nogle af de kogte ærter.

1 stor portion

100 g tørrede ærter eller 250 g kogte

150 g langtidsbagte tomater

50 g olie

1 fed hvidløg

De tørrede ærter koges og køles af. Alle ingredienserne køres sammen i foodprocessoren til en ensartet og cremet spread og smages til med salt og peber og evt. chili, efter smag.

Spread på hjemmebagte boller

Bananer med rå kakao

Denne snack blev jeg præsenteret for til en sammenskuds-brunch jeg holdt på et tidspunkt.

Rå kakao nibs

De rå kakao nibs er stykker af kakaobønnen, så det har en kraftig smag af kakao, men mangler det søde, der gør det til chokolade. Men modne bananer tilfører sødmen og gør smagsoplevelsen til ren lækkerbisken. Og så er det en snack uden tilsat sukker og med en meget overskuelig ingrediensliste: Kakaobønner og bananer. Så skulle det være til at gennemskue om der er noget i man ikke kan tåle 🙂

Små stykker kakaoskaller

En moden banan skæres i 1-2 cm tykke skiver og dyppes i rå kakao nibs. De skal presses let ned i skallerne, så de sætter sig fast. Stilles på en tallerken og serveres. Mums!

 

Nemme hirseboller

Jeg fandt en opskrift på små hirsebrød på en pose hirseflager fra finax. Du kan se opskriften her. Jeg tilrettede den hvad efter jeg havde i køkkenet og brugte mere groft mel, da jeg foretrækker brød med fuldkorn, da jeg både synes det gør en stor forskel for smagen og mæthedsfølelsen. Jeg brugte også væsentligt mindre gær og sukker end i opskriften, da jeg foretrækker brød der ikke smager af gær og sukker. Som tommelfingerregel bruger jeg 50 g gær til 1 liter væske, hvis brødet skal hæve hurtigt. Når jeg koldhæver natten over, bruger jeg 50 g gær til 2 liter væske. Det giver en god hævning og brødet kommer ikke til at smage af gær.

12 boller

25 g gær

200 g/2 dl A-38 eller andet surmælksprodukt

2 dl lunkent vand

100 g rugmel

100 g hirseflager

200 g fuldkornsspeltmel

200 g hvedemel

1 tsk salt

1 tsk sukker eller honning

2 spsk olie

A-38, vand, rugmel og hirseflager røres sammen og står i et kvarters tid, så flagerne kan suge væsken. Det gør at brødet bedre bevarer fugtigheden, når det er bagt. Gæren opløses i blandingen og resten af ingredienserne tilsættes. Æltes grundigt, meget gerne på røremaskine, hvis du har sådan en. Dejen hæver i 40 minutter, formes med fugtige hænder til 12 boller og stilles på bageplade og efterhæver i 20 minutter.

Bages ved 200 grader i ca. 20 minutter.

Previous Older Entries