Pizza med asparges og rød peber

Jeg har set en del opskrifter på pizza med asparges, men har aldrig haft mod til at prøve det. Men da jeg havde et bundt asparges i køleskabet som jeg ikke vidste hvad jeg skulle bruge til og jeg var ved at lave pizza, besluttede jeg at prøve at kombinere de to ting og resultatet blev rigtigt godt.

Jeg brugte en glutenfri pizzabund, men brug den pizzabund du foretrækker. Jeg lod mig inspirere af Klidmoster og Sat til livs og jeg afprøvede Månebarnets veganske ostesauce som jeg længe har haft lyst til at prøve. Den viste sig at være utroligt nem at lave og den smagte rigtigt godt. Dog vil jeg nok putte en anelse mindre sennep i næste gang. Du kan naturligvis bruge ost på din pizza, så drysser du det på inden pizzaen kommer i ovnen, som du ville gøre ved enhver anden pizza.

Fyld til 1 stor pizza, bradepandestørrelse

1 bundt grønne asparges

1 bundt forårsløg

1 rød peberfrugt

Olivenolie

Asparges renses og flækkes. De blanceres i kogende vand et par minutter og afdryppes.

Forårsløg renses, skæres i ½ cm skiver og sauteres et par minutter i lidt olivenolie.

Peberfrugten renses og skæres i skiver.

Asparges, løg og peber fordeles på den forbagte pizzabund og der dryppes en smule olivenolie over, så pizzaen ikke bliver tør, hvis du bager den uden ost.

Bages 15-20 minutter ved 200 grader. Når pizzaen er kommet ud af ovnen, hældes den veganske ostesauce over.

Pizzaen er også god dagen derpå i madpakken eller lunet på brødristeren. Stil pizzaen med fyldet opad, på et stykke madpapir og vent til pizzaen er varm og lækker igen.

Reklamer

Glutenfri pizza

På glutenfrit bagekursus hos Aurion, fik vi udleveret en opskriftsamling med gode og nemme glutenfri opskrifter på både brød og kage. Desværre er opskrifterne ikke tilgængelige på hverken nettet eller i bogform, men jeg fik lov til af Lone Bang der afholdte kurset og som har udviklet opskrifterne, at offentliggøre opskrifterne på min blog.

Den første opskrift jeg har afprøvet hjemme, er glutenfri pizza. Dejen kan også bruges til tærter og hvis du udelader olien i dejen, får du det lækreste foccacia. Smid oliven, salt og rosmarin på toppen og spis det friskbagt. Selv dem der forsager glutenfri kost, kan med stor sandsynlighed lide det. Foccaciaen skal have ca. 25 minutter ved 200 grader.

Det er vigtigt at forbage dejen til pizza eller tærte for at danne en skorpe på brødet, så fyldet ikke flyder sammen med dejen. Dejen skal ikke hæve, så du kan blande dejen, smide den i ovnen og forbage den, mens du forbereder fyldet.

1 stor pizza, bradepandestørrelse

15 g HUSK

5 dl lunkent vand, ca. 45 grader

½ tsk salt

100 g risflager

225 g rismel

1 tsk bagepulver

Vand og HUSK røres grundigt sammen, gerne med håndmikser og trækker i ca. 10 minutter. Det får en konsistens som tapetklister.

De øvrige ingredienser blandes med væsken og æltes sammen, enten med hænderne eller med håndmikser. Konsistensen er lidt som når man blander mel og vand og ælter det til en “tyggegummi”klump. Det skal ikke æltes længe, blot nok til at blive til en sammenhængende dej. Hvis det er første gang du prøver at bage glutenfrit, skal du være opmærksom på at dejen er meget anderledes end en almindelig hvededej.

Dejen rules ud, det gøres nemmest mellem to stykker bagepapir, så dejen ikke hænger fast i bagepapiret.

Pizzadej klar til at blive forbagt

Pizzabunden forbages ca. 15 minutter ved 200 grader.

Forbagt pizzabund klar til fyld

Fyldet kommes på pizzabunden og pizzaen bages ca. 20 minutter ved 200 grader.

Prøv pizza med friske tomater, mozzarella og frisk basilikum eller med asparges, forårsløg og peberfrugt eller brug dit yndlingsfyld.

Ferskendessert med is og chokolade

Jeg fandt en dåse ferskner i skuffen og lavede denne dessert ud af den. Jeg brugte nogle af fersknerne til en langtidsstegt lammekølle og resten af dåsen til desserten.

4 personer

4 halve ferskner fra dåse

Ferskenlagen fra dåsen, ca. 2½ dl

1/4 l soya- eller piskefløde

2-3 spsk flormelis

Mørk chokolade, fintrevet

Ferskenlage og fløde røres sammen og smages til med flormelis. Væsken hældes i ismaskine og køres til det er frosset til en blød is.

Læg en halv fersken på en skærebræt og brug en skarp kniv til at skære skiver fra ½ cm fra toppen og ned til bunden. Toppen skal være intakt, så du kan sprede frugten ud som en vifte. Alternativt kan du skæres den i skiver eller tern eller blot lægge den hel på tallerknen.

Ferskner og is anrettes på tallerkner og drysses med fintrevet chokolade.

image

Chokoladerosiner uden sukker

Jeg havde frygteligt lyst til rosiner med chokoladeovertræk, den slags man laver til jul, når man har en smule smeltet chokolade i overskud fra konfektproduktionen og man smider en håndfuld rosiner og nødder i og stiller det som små toppe på bagepapir og spiser dem, når de er tørret. Jeg lavede denne variant som ikke indeholder andet sukker end det der er i rosinerne, som er noget bedre for mit blodsukker end det tilsatte sukker i chokolade. Og så er de super nemme og hurtige at lave. Tag ungerne med i køkkenet og hyg med at lave en sund snack, som i virkeligheden bare er rosiner og mandler.

Det var en ret fedtet masse, da jeg skulle trille kuglerne, så jeg trillede dem i kokosmel, så der kom lidt samling på dem. Og fordi jeg rigtigt godt kan lide kokosmel. Men du kan sagtens undvære det og blot trille dem til kugler og lade dem samle sig på køl. Eller brede massen ud på bagepapir eller i et fad og skære ud i firkanter, når det er stivnet, efter en tur i køleskabet. Når massen kommer i køleskabet, bliver den hård, da kokosolien stivner ved lave temperaturer.

image

En god portion

200 g rosiner

100 g mandler

50 g kokosolie

20 g ren kakao

Evt. kokosmel

Alle ingredienser, undtaget kokosmel køres sammen i foodprocessor til en ensartet masses. Trilles til kugler og rulles evt. i kokosmel. Opbevares på køl.

Farverig pastasalat med olie/edikkedressing

FoodExpo fik jeg en lille pose økologisk pastaskruer med hjem som vareprøve og da 150 g pasta er alt for lidt til vores familie til et måltid, valgte jeg at lave en salat ud af posen.

Salat til 1-2 personer

150 g pastaskruer

1 gulerod

1/4 squash

1 rød snackpeber

3 minimajs

1 spsk olivenolie

1 spsk hvidvinsedikke

Pastaskruerne koges i letsaltet vand til de er møre. Vandet hældes fra og skruerne skylles i koldt vand, så de køler ned og ikke klæber sammen. Pastaen hældes i en skål og olie og edikke hældes over og det blandes rundt. Grøntsagerne renses og skæres i små stykker. Minimajs hældes over med kogende vand og trækker et par minutter, så evt. bakterier slås ihjel. Grøntsager og pasta blandes sammen og salaten er klar til servering.

Spises som selvstændig ret eller som tilbehør.

Rugsalat med granatæble og ristede kikærter

Endnu en variation over en mættende salat til frokost eller aftensmad. Jeg havde nogle frugter der trængte til at blive brugt, så de kom i salaten og gav et godt modspil til den grove rug, den skarpe porre og de krydrede kikærter. Hvis du bruger fuldkornsris i stedet for rug, har du en glutenfri salat.

2-3 pesoner

2½ dl hel rug eller anden helt korn, alternativt fuldkornsris

5 dl vand + salt

½ iceberg eller anden salat

1 granatæble

1 sweetie eller anden grapefrugt

1 lille porre eller 2 forårsløg

1 rød peberfrugt

1 dl kogte kikærter

Olie, soya, chili, edikke

Rug koges med vand og lidt salt, gerne urtesalt til det er mørt, ca. 45 minutter. Køles af inden salaten blandes. Evt. overskydende vand hældes fra.

Salat snittes. Granatæblekernerne befries fra skallen. Sweetie skrælles og frugtkødet befries for den hvide hinde, som er bitter og kødet plukkes i mindre stykker. Porren snittes fint og peberfrugten skæres i små tern. Kikærterne steges på en varm pande i olie og soya. Tilsæt en smule chili og steg til kikærterne har taget farve.

Den afkølede rug blandes med alle ingredienserne pånær de ristede kikærter. Hæld lidt olie og edikke over og smag til. Anret på fad eller i skål og top med de ristede kikærter.

Hurtig hummus med peanut butter

Den klassiske hummus er med kikærter, tahin, hvidløg og spidskommen. Denne variant er i stedet for tahin lavet med peanut butter, så man får smagen af jordnødder med i hummusen.

Ca. 400 g

150 g kogte kikærter

100 g peanut butter

40 g løg

En smule vand

Kikærter, peanut butter og løg køres sammen i foodprocessor eller minihakker. Reguler konsistensen med en smule vand. Husk at skrabe sidderne ned undervejs. Hummusen kan spises som den er eller krydres efter lyst. Prøv evt. med chili, spidskommen, hvidløg, citron eller karry.

Spis det som pålæg, fyld i sandwich eller dip til godt brød eller grøntsagsstænger.

Previous Older Entries