Urtekrams mild thaiwok

I rækken af nye måltidskits fra Urtekram, var vi i familien kommet til at afprøve deres mild thaiwok.

Som med de andre æsker i serien, er ingredienslisten udtømmende, så det er muligt at se præcist hvad retten indeholder. Dette er især praktisk, hvis man er allergisk over for nogle krydderier eller lignede. Retten indeholder gluten, men hverken mælk eller sukker, hvilket tilsvarende æsker normalt indeholder. Som med de andre æsker, har jeg et positivt indtryk på forhånd, fordi jeg finder det ærligt at indholdet af æsken er så tydeligt beskrevet og ikke blot dækket ind under e-numre og “krydderier”.

Ingredienser:

Fuldkornsnudler* (79 %) (fuldkornshvedemel*, vand), sojasauce* (7 %) [heraf: vand, sojabønner* (19 %), hvede*, havsalt, koji (aspergillus oryzae)], majsmel*, tomatpulver*, himalayasalt, løg*, hvildløg*, basilikum*, persille*, koriander*, citrongræs*, ingefær*, citron*, sort peber*. Intet andet.

* = Økologisk

På pakken står der “Family size” og at den er til fire personer. Med den udmelding forventer jeg at der er nok mad til hele vores familie, der består af to voksne og tre børn på 14, 8 og 2, især fordi børnene ikke spiser specielt meget.

Æskens indhold:

Der er ca. 220 g fuldkornsnudler, krydderimix og soyasauce samt opskriftfolder med opskrift til alle æskerne i serien. Mængden af nudler er omtrent halvt af hvad jeg forventer vi spiser i vores familie, så jeg købte en ekstra pakke nudler.

Ifølge opskriften skal man tilsætte 400 g kød og 600 g grøntsager + løg og æble. Jeg brugte ca. 500 g kalkun i tern og ca. 800 g grøntsager inkl. løg samt 1 æble. Jeg brugte squash, grønne bønner, selleri, broccoli og bønnespirer.

Opskriften var nem at følge, men jeg var noget skeptisk over for tidsangivelsen. Der står at man skal bruge bløde wokgrøntsager, eks. squash og peber og at sovsen skal koge i ca. 20 minutter. Min opfattelse af den type grøntsager er at de koger ud og bliver rigtigt triste, hvis de får lov at koge så lang tid. Og jeg foretrækker mine wokgrøntsager sprøde og lækre.

Jeg lod retten simre i 10 minutter og jævnede den med maizenamel udrørt i vand, da jeg syntes saucen var for tynd. Jeg kogte den ekstra pakke nudler, så jeg havde dobbelt så meget tilbehør som der var i æsken.

Mild thaiwok med fuldkornsnudler

Og så til smagen. Børnene syntes det smagte godt og familiens 2 årige spiste op og bad om en ekstra portion, noget der sjældent sker, så det var en succes. Men vi voksne syntes retten var kedelig og anonym, uden smag. De nudler der fulgte med æsken, var noget nær kønsløse, mens dem jeg havde købt ved siden af, havde både bid og struktur, så de var langt bedre.

Vi spiste ca. halvdelen af de ekstra nudler og den mængde sauce der var tilbage, passede omtrent med det ekstra kød og grøntsager jeg havde tilsat. Så saucen var korrekt beregnet til vores familie, men pakken med nudler var alt for lille, både til vores familie og til mængden af sauce.

Hvorfor skal du købe æsken? Fordi du gerne vil have en nem og hurtig ret og gerne vil slippe for at skulle købe en masse forskellige krydderier ind for at kunne lave en thai-inspireret ret.

Hvorfor skal du ikke købe æsken? Fordi retten ikke er særligt spændende og hvis du er god til at lave mad selv, kan du lave noget tilsvarende meget bedre selv.

Samlet bedømmelse: Jeg vil ikke anbefale pakken, da jeg synes den mangler smag. Og den vejledende udsalgspris på 34,95 kr er temmeligt dyrt, når du skal købe kød, grøntsager og ekstra nudler ved siden af. Men for familier der ellers ville købe en frossen færdigret eller take away, er det er godt alternativ, der både fokuserer på fuldkorn, masser af grøntsager og økologi.

Og resterne? Dem brugte jeg til at lave en pie af. Jeg blandede sauce og nudler med en rest råkost og nogle bønne- og linsespirer og lavede dejen af spelt-, rug- og hvedemel. Så var der aftensmad til en ekstra dag, uden det kostede særligt meget og resterne blev brugt til en ny lækker ret.

Restepie med mild thaiwok

Reklamer

Urtekrams fuldkornslagsagne

Efter jeg skrev anmeldelsen af Urtekrams marokkanske gryderet, har jeg fået tilsendt de tre andre varianter af madkits fra Urtekram, så jeg kan afprøve og anmelde dem også. Den første jeg har fået lavet, er deres fuldkornslagsagne.

Fuldkornslagsagne-måltidskit fra Urtekram

Mit umiddelbare indtryk er positivt, set i forhold til andre tilsvarende produkter på markedet. Blandt andet fordi der er fuldkornslagsagneplader i pakken i stedet for hvide, kønsløse lagsagneplader og fordi ingredienslisten fortæller alt hvad der er i, så det er muligt at gennemskue hvad der er i pakken samt at vælge produktet til eller fra, ud fra om der er ingredienser i man ikke kan tåle eller lide. Måltidskittet indeholder gluten, i lagsagnepladerne, men hverken mælk eller sukker.

Ingredienser:

Fuldkornslasagneplader* (fuldkornshvedemel*, vand)(73%), tomatpulver*, speltrasp* (sigtet speltmel, speltfuldkornsmel*, uhærdet palmefedt*, gær, havsalt, koriander*, gurkemeje*), hvidløg*, himalayasalt, basilikum*, oregano*, sød paprika*, bukkehornsfrø*, sort peber*, chili*. Intet andet.

* = Økologisk

På pakken står der “Family size”, til fire personer. Jeg er igen spændt på hvor langt indholdet rækker i vores madglade familie med to voksne og tre børn på 14, 8 og 2 år. Vi plejer at spise en ret stor portion lagsagne når jeg laver det, blandt andet fordi jeg selv laver en ret god lagsagne, med kødsovs der er proppet med grøntsager og masser af krydderier og en hjemmelavet bechamelsauce og selvfølgelig fuldkornslagsagneplader.

Jeg pakkede æskens indhold ud:

Indholdet af madkittet

Der er ca. 250 g fuldkornslagsagneplader, en pose krydderimix, en pose toppingmix og opskrifter til alle æskerne i serien, i pakken. Mængden af lagsagneplader passer meget godt med hvad jeg plejer at bruge, når jeg laver en ordentlig portion lagsagne, så jeg er fortrøstningsfuld i forhold til mængden. Og ellers har jeg ekstra plader i skuffen til at supplere med.

Der står på forsiden af æsken at man kun skal tilsætte kød og grøntsager, men på bagsiden af pakken står der at man også skal bruge ost. Jeg synes det er en smule misvisende og håber at Urtekram overvejer at ændre det i fremtiden, så æskens forside giver et realistisk indtryk af hvad man bruge penge på ved siden af æsken.

I følge opskriften skulle jeg bruge 400 g hakket kød og 300 g grøntsager + løg. Jeg brugte 400 g hakket okse,  500 g grøntsager inkl. løg (løg, gulerødder, grønne bønner, squash) + en dåse hakkede tomater og en dåse koncentreret tomatpure, det sidste for at give bare en smule smag til sovsen.

Opskriften var nem at følge, men da jeg kom til at smage på sovsen, smagte det ikke rigtigt af noget. Jeg tilføjede derfor også den omtalte dåse koncentreret tomatpure og en sjat fløde, for at få sovsen til at minde bare en smule om en kødsovs jeg selv kunne finde på at lave til lagsagne. Jeg syntes at sovsen var trist, uden smag og en kedelig oplevelse. Men jeg lagde den sammen med lagsagnepladerne og toppede med toppingmix blandet med revet ost og satte lagsagnen i ovnen.

Efter en halv times tid var lagsagnen færdig og hele familien kunne sætte sig til bordet. Bedømmelsen var at det var en ok ret ud fra at det var en næsten-færdigret, men den var på ingen måde i nærheden af den hjemmelavede vi plejer at spise. Måske er vi forvente med god, hjemmelavet mad eller også var det ikke en særligt spændende ret. Det kan jeg ikke helt vurdere. Der blev dog spist helt op, nok også fordi portionen var en anelse mindre end den plejer at være når jeg selv laver lagsagne, så der var ingen rester til madpakken, som der plejer at være når vi får lagsagne. Vi blev dog alle mætte, så mængden var passende, når jeg tilføjede en smule ekstra grøntsager.

Færdig Urtekram-lagsagne

Hvorfor skal du købe æsken? Fordi du gerne vil have en nem ret, der ikke kræver at du skal finde ud af hvilke krydderier der passer sammen og som er hurtig at lave.

Hvorfor skal du ikke købe æsken? Fordi det ikke kræver særligt meget ekstra at lave en lagsagnesovs selv. Du skal stadig stege kødet og ordne grøntsagerne og du kan krydre med præcist de krydderier du synes passer til jeres families smagsløg.

Samlet bedømmelse: Jeg synes ikke denne æske er noget at råbe hurra for. Æsken koster 34.95 kr og indeholder pastaplader og en smule krydderier. Samtidig er der ikke noget originalt i måltidet, så jeg kunne lige så godt selv lave retten og få et bedre resultat. Men for dem der plejer at købe Knorr Lagsagne og gerne vil spise mere fuldkorn og økologisk, er det et godt alternativ.

Finax økologisk pizza-fuldkornsmelblanding

Normalt køber jeg ikke melblandinger, fordi jeg foretrækker at bage mit eget brød, helt fra bunden. Så ved jeg hvad der er i og jeg kan få det som jeg vil have det. Men jeg fandt Finax’ økologiske fuldkorns pizzamelblanding på tilbud og fik lyst til at prøve det.

Ingredienser:

51 % økologisk grahamsmel, økologisk hvedemel, salt tilsat jod, økologisk hvedegluten, melhandlingsmiddel: Ascorbinsyre (E 300)

Der følger tørgær med, som er klæbet fast på posen. Så melblandingen er nem at opbevare og bruge, da det eneste man skal tilsætte, er vand. Dog falder posen med tørgær nemt af, så det kan være en god idé at tage den af fra starten og opbevare den et andet sted. Posen med tørgær er delt op i to, så det er nemt at lave dej af halvdelen af posen i stedet for hele posen på en gang. Det ser jeg som et positivt tiltag, så mængden af pizzadej kan tilpasse husholdningen. I vores familie svinger antallet af spisende fra 3 til 6, alt efter hvilken dag i ugen vi har, så det er en fordel at mængden kan varieres nemt.

Jeg valgte at bruge hele posen på en gang, da vi godt kan lide at have færdig, hjemmelavet pizza i fryseren til dage hvor vi ikke har tid til at lave aftensmad. Dejen er super nem at lave. Hæld melblandingen ned i en skål, bland det med tørgæren og 6 dl lunkent vand og ælt det godt. Så skal det stå og hæve en halv times tid inden det skal rulles ud til flade bunde. Jeg lod det hæve mens jeg gik en tur i vuggestuen efter mig datter, så den fik lov at hæve omkring 1½ time inden jeg havde tid til at gøre mere ved det. Dejen virkede til at have det godt og rart da jeg kom tilbage til den. Dejen var både fast og luftig på samme tid og var behagelig at arbejde med. Faktisk vil jeg sige at den nærmest var helt perfekt.

Jeg delte dejen i fire stykker og rullede dem ud til runde pizzabunde, der passede til vores pizzabagesten.

Fuldkornspizzadej

Dejen så dejligt grov ud, uden at være fyldt med kerner. En god egenskab for en pizzabund, der gerne må mætte, smage godt og være nem at spise for alle i familien.

Jeg forbagte mine pizzabunde nogle minutter på den hede pizzasten og konstaterede at melblandingen også kan bruges til at bage pitabrød af.

Pizzabund som pita

Der var god hævning i dejen og jeg kunne uden problemer trykke luften ud af den forbagte bund, så den blev til en bund igen.

Jeg smed forskelligt fyld på som jeg havde fundet i køleskabet og fryseren

Pizzaen før den kom i ovnen

Pizzaen blev bagt færdig i ovnen ved 250 grader, til osten var gylden.

Færdigbagt pizza

Og så til smagen. Pizzabunden var overraskende lækker. Den var sprød og meget mættende. Normalt når jeg bager pizza, kan jeg spise en hel, men jeg kunne kun spise en halv af denne, fordi der var gods i bunden. Så det var en meget positiv oplevelse. Jeg vil næsten, men også kun næsten, sige at bunden blev bedre end jeg selv kunne have lavet.

Luftig og sprød pizzabund

Hvorfor skal du købe melblandingen? Fordi det er super nemt og det faktisk smager godt.

Hvorfor skal du ikke købe melblandingen? Fordi pizzadej ikke er specielt svært at lave og fordi du kan lave dejen væsentligt billigere selv, hvis du ikke finder posen på tilbud.

Vil jeg købe melblandingen igen? Jeg er faktisk ikke afvisende over for det, selvom jeg normalt sværger til hjemmelavet mad. Men kvaliteten og smagen overraskede mig positivt. Og så er det absolut til melblandingens fordel at den både er økologisk og fuldkorn. Ellers havde jeg aldrig nærmet mig den.

Urtekrams marokkansk gryderet

Jeg har fået fat i en af Urtekrams nye måltidskit med fuldkorn og mulighed for masser af grøntsager. Der er udviklet fire forskellige i serien og jeg har fået fingre i deres marokkanske gryderet.

Mit umiddelbare indtryk er positivt. Æsken indeholder fuldkornsris og der er hverken gluten, mælk, tilsat sukker eller underlige e-numre i. Samtlige krydderier er påført, så det er muligt at se om der er noget i, man ikke kan tåle. Som udgangspunkt er indholdet allergivenligt og den uddybende ingrediensliste gør det muligt at gennemskue, hvad der er i. Som førstehåndsindtryk virker det ærligt, at Urtekram ikke forsøger at skjule noget, men fortæller os alt der er i æsken.

Ingredienser:

Fuldkornsjasminris* (72 %), ristede sesamfrø*, mørke rosiner* (overfladebehandlet med solsikkeolie*) (7 %), abrikostern* (vendt i rismel*) (6 %), majsmel*, himalayasalt, koriander*, spidskommen*, kardemomme*, gurkemeje*, muskatnød*, citron*, kanel*, sort peber*, cayennepeber*. Intet andet.

* = Økologisk

Der står på æsken at det er “Family size” med fire portioner. I vores familie med 2 voksne og 3 børn på 14, 8 og 2 år, spiser vi normalt meget, så jeg er spændt på hvor langt indholdet rækker.

Jeg pakkede indholdet ud:

Indholdet af pakken

Posen med ris indeholder 250 g ris og det er alt for lidt til vores familie, så jeg tilføjede en tilsvarende mængde, da jeg satte dem over. Den gule pose er krydderiblanding og den brune pose i midten er rosiner og tørrede abrikoser i tern. Den blå folder bagest er opskrifthæfte, med opskrift på alle fire varianter af deres måltidskits, så man kan få lyst til at prøve de andre også. Krydderiblandingen duftede fantastisk og jeg fik lyst til at lave maden med det samme.

Jeg tilsatte 280 g kyllingefilet i tern og 400 g grøntsager (løg, porre, broccoli, gulerod, grønne bønner), krydderiblandingen, de tørrede frugter og den mængde vand, der stod i opskriften. Da retten var færdig, tilsatte jeg 1 dl yoghurt natural for at runde smagen af. Hele huset duftede dejligt krydret og maverne begyndte at rumle og mundvandet at løbe.

Den færdige ret

Jeg syntes retten så noget grynet ud da den var færdig, hvilket den også gør på billedet på æsken. Men ved nærmere eftersyn viste det sig at skyldes at krydderierne var malet groft, så der var både smag og struktur i dem. Mængden af sovs passede med den portion ris jeg havde kogt, altså dobbelt så meget som der var i pakken.

Jeg syntes at retten var tilpas krydret, lige på grænsen til at være for stærk til hvad jeg kan lide, men ellers super lækker. Resten af familien hældte stærk karry på for at krydre det ekstra, men de kan generelt lide noget stærkere mad end mig.

Alle i familien kunne lide retten. Familiens 2-årige skovlede maden i sig og bad om en ekstra portion, hvilket kun sker de dage hvor maden virkeligt falder i hendes smag. Der blev spist op og vi kunne sagtens have spist mere. Det er nødvendigt med noget tilbehør, eksempelvis salat, brød eller ekstra grøntsager.

Den samlede vurdering er meget positiv. Retten var velsmagende og nem at lave. Eneste problem var at der ikke var nok mad til hele familien og at der var alt for lidt ris. Men ellers vil jeg klart anbefale æsken til dem der gerne vil have hjælp til hurtig aftensmad.