Bloggen holder flyttedag

Efter lidt over et år på wordpress.com, har jeg besluttet at flytte bloggen over på mit eget domæne. Bloggen er fremover at finde på adressen www.fenjasmad.dk.

Jeg håber I vil følge med på den nye side. Der kommer ikke flere indlæg på denne side. Alle de gamle indlæg og kommentarer er flyttet over på den nye adresse og siden har fået et tiltrængt ansigtsløft, men indholdet vil være det samme fremover; masser af opskrifter fra mit køkken, med og uden mælk, gluten, sukker og kød.

Glutenfrit bagekursus hos Aurion 28. april 2012

Lørdag d. 28. april drog jeg til Aurion, der ligger uden for Hjørring. Jeg mødtes med 17 andre bagelystne mennesker for at lære at bage glutenfrit.

Underviseren var Lone Bang, der har opstartet og arbejdet i bageriet i levefællesskabet Hertha. Hun har i mange år arbejdet med glutenfri bagning og har blandt andet udviklet en del opskrifter til Ren Kost i Jægergårdsgade i Aarhus.

Dem der deltog i bagekurset, var en blandet forsamling af personer der har cøliaki eller af andre årsager ikke spiser gluten, forældre til børn der ikke tåler gluten, bagere, kostvejledere og læger. Alle der deltog i kurset, havde personlige eller faglige årsager til at interessere sig for glutenfri bagning, mange af nød, andre af ren og skær interesse og nysgerrighed. Jeg hører til den sidste kategori, blandt andet fordi jeg synes det er spændende at finde ud af hvordan vi kan bage godt brød og lignende uden glutenholdigt mel. Og jeg oplever at der er flere og flere der vælger gluten fra i deres kost af den ene eller anden årsag, så der er en stigende efterspørgsel på gode opskrifter. Jeg håber ganske ydmygt at min interesse for glutenfri bagning og madlavning kan hjælpe nogle med at få en nemmere hverdag.

Programmet for dagen så således ud:

9.30 til 10.00 ankomst, Te og kaffe på kanden samt lidt glutenfri brød
10.00 til 10.30 Rundvisning ved Jørn Ussing Larsen
10.30 til 11.30 Demonstration af, hvordan man laver et lyst og et mørkt glutenfrit brød.
11.30 til 12.45 Kursisterne laver boller og forskellige småbrød.
12.45 til 13.45 Vi spiser suppe, smager på vores bagværk og snakker om bage processen.
13.45 til 15.45 Bager vi forskellige slags kager og muffins.
15.45 til 17.00 Vi drikker kaffe og te, smager på kagerne og afrunder dagen.
17.00 Mulighed for at handle fra Aurions lager med 10% rabat på kursusdagen.

Dagen var rigtig god og meget udbytterig. Lone er en dygtig underviser og opskrifterne var nemme at gå til, faktisk nemmere end de fleste opskrifter på glutenholdigt brød. Opskrifterne var bagepulverhævet, så dejen skulle ikke hæve, den skulle blot blandes sammen, formes og en tur i ovnen. Det gjorde at det var meget let tilgængeligt at komme i gang med at bage glutenfrit og resultatet var lækkert og smagfuldt bagværk, som hele familien kan spise. Det var det bedste glutenfrie brød jeg nogensinde har smagt. Normalt har glutenfrit brød tendens til at blive tørt og smuldre, men det her var saftigt og sprødt.

Aurion har de sidste knapt 30 år afholdt deres populære bagekurser, som der er rift om at få pladser på. I år har de afhold glutenfri bagekurser for første gang. De havde kursus i marts og i april. Der er endnu ikke planlagt flere kurser i år, men de spurgte os kursister om vi troede der ville være kursister til flere kurser i efteråret, for så kunne det være de ville udbyde flere kurser. Så hvis du er på udkig efter et glutenfrit bagekursus, kan du prøve at kontakte Aurion og høre om de har planer om flere kurser i år. Hvis der er nok der henvender sig, kan det være de opretter flere kurser.

Jeg synes alt i alt at kurset var de 820 kr værd. Jeg havde en stor pose med brød og kage, en portion surdej og et hæfte med opskrifter med hjem samt en masse ny viden.

Lones opskrifter er desværre ikke tilgængelig hverken på nettet eller i bogform, så man skal på hendes kurser for at få fat på dem. Men jeg har fået lov til at offentliggøre hendes opskrifter på min blog. Efterhånden som jeg får dem afprøvet i mit eget køkken, vil jeg blogge om dem og højst sandsynligt tilrette dem lidt til mine egne lyster.

Her følger lidt stemningsbilleder.

En del af ingredienserne til glutenfrit brød og kager.

Kursisterne i fuld gang med at bage kager.

Friskkværnet quinoaflager.

Håndæltet bolledej.

Store mængder rismel.

Madpakkeboller formet med bøfformer.

Glutenfri muffins klar til at komme i ovnen.

En del af dagens produktion af brød og kager.

Glutenfrit bagekursus hos Aurion

For tre år siden var jeg til bagekursus hos Aurion, hvor vi lærte om de gamle kornsorter og forskellige bagemetoder. Vi bagte med spelt, ølandshvede, svedjerug, emmer og kamut og arbejdede med økologisk gær, surdej, bageferment og honning/salthævning. Vi afprøvede en lille smule glutenfrit bagning med quinua og amaranth, fordi kursisterne efterspurgte det, men det var absolut på forsøgsbasis, fordi de ikke havde meget erfaring med glutenfri bagning i deres bageri.

Nu har de valgt at udbyde et glutenfrit bagekursus og kurset kører to gange her i foråret. Det var helt tilfældigt at jeg opdagede det og på det tidspunkt var der stadig plader på begge kursusdage. I skrivende stund er der kun plads på kurset her i marts. Jeg har tilmeldt mig kurset i april og jeg glæder mig til at komme afsted og få noget inspiration til bagning uden gluten. Og forhåbentlig kommer der mange flere opskrifter her på bloggen på både brød og kager uden gluten.

Dagens program ser således ud:

Program for dagen:
9.30 til 10.00 ankomst, Te og kaffe på kanden samt lidt glutenfri brød
10.00 til 10.30 Rundvisning ved Jørn Ussing Larsen
10.30 til 11.30 Demonstration af, hvordan man laver et lyst og et mørkt glutenfrit brød.
11.30 til 12.45 Kursisterne laver boller og forskellige småbrød.
12.45 til 13.45 Vi spiser suppe, smager på vores bagværk og snakker om bage processen.
13.45 til 15.45 Bager vi forskellige slags kager og muffins.
15.45 til 17.00 Vi drikker kaffe og te, smager på kagerne og afrunder dagen.
17.00 Mulighed for at handle fra Aurions lager med 10% rabat på kursusdagen.

Du får diverse bagværk med hjem samt en opskriftssamling

Alt dette skal jeg kun give 820 kr for. Sidst jeg var på bagekursus deroppe, havde jeg 2 bæreposer fyldt med brød med hjem. Og forplejningen undervejs var fantastisk. Mangler du viden og inspiration til glutenfri bagning og står et sted i dit liv hvor du af en eller anden årsag har brug for at lære at bage glutenfrit, så skynd dig at melde dig til.

Det gælder om at slå et ordentligt brød op – Den store Bagedyst

Jeg har meldt mig til Den store Bagedyst hos DR1.

Hjemmebagt brød hævet i hævekurve

Jeg har meldt mig fordi jeg synes det kunne være rigtigt spændende at møde andre bageentusiaster og at blive udfordret. Jeg kan helt sikkert lære en masse af det og jeg håber jeg bliver udvalgt til at komme til audition.

Og mens jeg venter på at høre fra dem, vil jeg bage lidt mere og blogge om mine oplevelser.

 

Bloggens 1 års fødselsdag

I dag fylder bloggen 1 år og det er tid til at gøre status, med indlæg nr. 220.

Jeg startede bloggen som et personligt hyggeprojekt efter at være blevet opfordret til det i årevis af venner og familie, der har nydt maden, når de har besøgt mig og som gerne ville have adgang til mine opskrifter, som jeg hovedsageligt selv finder på. Jeg bliver selvfølgelig inspireret af alle mulige opskrifter som jeg finder på blogs, i blade og kogebøger og jeg suger inspiration til mig, når jeg spiser ude og jeg lader mig inspirere af sæsonens råvarer og de gode tilbud jeg falder over, når jeg køber ind.

Jeg har 113 fans på Facebook. 12 der følger min blog fast via mail eller gennem WordPress. Hvor mange der følger via RSS feeds ved jeg ikke, men jeg ved der er nogle.

Hvad har jeg nået i det forgangne år?

Jeg har skrevet opskrifter for Aarhus Økologiske Fødevarefællesskab.

Jeg har vundet en kogebog i en konkurrence på Facebook, i forbindelse med Stop Spild Af Mad.

Jeg er blevet linket til via Økologisk Landsforenings facebookside i forbindelse med mit projekt med at bage mig gennem en hel bagebog.

Jeg er blevet interviewet til Økologisk Landsforenings medlemsblad Økologisk på baggrund af mit bageprojekt.

Jeg har deltaget i Mad + Medier konference i september.

Jeg har arrangeret Cook Out for madbloggere.

Jeg har deltaget i madstafetten på Kunster på Køkkenbordet.

Jeg har fået tildelt en Liebster-award af Jensen’s madblog.

Ud over det har jeg fået ros og tilkendegivelser fra venner, bekendte og folk jeg slet ikke kender, men som læser med. Jeg sætter stor pris på at der er nogle der kan bruge mine opskrifter og at jeg får det at vide. Det giver mig lyst til at fortsætte. Og jeg har planer om at lave endnu flere opskrifter og arrangementer i det kommende år.

For at vide hvilken retning I som læsere er interesseret i at min blog udvikler sig, har jeg et par spørgsmål til dig:

– Hvilken opskrift på bloggen er din favorit?

– Hvad kunne du godt tænke dig at se mere af på bloggen?

– Hvad synes du jeg kan arbejde på at forbedre?

Jeg takker for det første år og ser frem til det næste. Jeg har allerede masser af opskrifter og andre blogindlæg der venter på at blive skrevet samt projekter der ligger og bobler 🙂