Saml-selv-suppe a la Stop spild af mad

Arla kører for tiden Stop spild af mad-tema og i den forbindelse har de en konkurrence, hvor man kan vinde Stop spild af mad-kogebogen.

På denne baggrund har jeg komponeret en fuldblods-restesuppe, udelukkende bestående af rester.

Jeg fandt i fryseren små bøtter og poser jeg havde gemt med forskellige madrester. Der var:

– En rest råkostsalat af gulerødder, hvidkål og selleri med citronolie over

– En smule fond kogt på skroget fra en helstegt citronkylling og en pose grøntsagsskræller, jeg havde i fryseren, da jeg kogte fond

– En bøtte kyllingkød fra den helstegte citronkylling

– En pose kogt, hel hirse

– En rest grøntsagsret i kokosmælk med kogte, tørrede ærter

Ud over det fandt jeg en skål snittet løg i køleskabet fra aftensmaden den anden dag.

Jeg startede med at sautere løg i en smule andefedt, jeg havde gemt fra sidst jeg stegte ænder. Derefter blev råkostsalaten stegt med i et par minutter, inden fond og grøntsagsretten kom med i gryden. Jeg tilsatte lidt vand, så grøntsagerne lige var dækket og lod suppen simre i små 20 minutter. Jeg blendede suppen, regulerede konsistensen med lidt mere vand og smagte til med en smule friskkværnet peber. Der var masser af smag i suppen, fordi jeg havde brugt rester af retter der allerede var smagt til. Jeg tilsatte kyllingkødet i små stykker og lod det varme igennem inden jeg serverede suppen.

Jeg fandt nogle skiver tørt og kedeligt rugbrød i skabet, som jeg skar i tern og stegte til sprøde croutoner i andefedt. Jeg serverede suppen med de sprøde croutoner på toppen.

Den kogte hirse fik jeg ikke brugt. Den smed jeg i stedet i en dej sammen med en kop kold kamillete og en mislykket pandekagedej af A-38, æg og fuldkornsspeltmel og fik et rigtigt lækkert brød.

Sort bønnesuppe

Min mor fandt en kogebog i en restbunke, sat ned til 10 kr og gav den til mig. Den hedder Den store familiekogebog og er udgivet på et ukendt forlag og isbn-nummeret giver ikke nogen resultater. Men der er fine billeder i og da jeg sad og kiggede i den med min 2½ årige datter, pegede hun på en opskrift på toscansk bønnesuppe og bestilte det til aftensmad. Jeg havde ikke rigtigt nogen af ingredienserne i huset, ud over løg, hvidløg og tomater, så opskriften er kraftigt inspireret af forlægget, men samtidig også helt min egen.

Jeg brugte små sorte bønner, fordi det var hvad jeg havde i skuffen, men alle slags bønner kan bruges. Halvdelen af bønnerne blendes og det giver en fornemmelse af kød, selvom der ikke nødvendigvis er kød i suppen. Jeg tilsatte den sidste rest rådyrkølle fra nytårs aften og fonden var kogt på benet fra selv samme kølle, men suppen fungerer også rigtigt fint uden kød eller med en hvilken som helst anden rest kød eller en smule bacon i. De grøntsager jeg brugte, var dem der de lå i min grøntsagsskuffe, så varier med dem du har og efter smag.

2 personer

200 g tørrede sorte bønner eller 400 g kogte bønner

2 løg

2 fed hvidløg

1 gulerod

1 dåse tomater

½ peberfrugt

1/4 fennikel

1 spsk frisk rosmarin eller 1 tsk tørret

½ bundt persille

4 dl fond eller kraftig boullion

Evt. 100 g kød eller en halv pakke bacon

De tørrede bønner lægges i blød i rigeligt vand natten over. Vandet skiftes og bønnerne koges i letsaltet vand til de er møre, ca. 30-60 minutter.

Alle grøntsager skæres i små tern. Hvidløg hakkes fint. Persille med stilk og rosmarin hakkes fint. Halvdelen af bønnerne køres i foodprocessoren med tomaterne, til en ensartet masse.

Løg og hvidløg sauteres i olie i en mellemvarm gryde. Når løgene er blevet bløde, uden at have taget farve, tilsættes resten af ingredienserne. Suppen simrer i en halv times tid, til grøntsagerne er møre og smagen har sat sig. Smag evt. til med salt og peber. Hvis du kan lide chili, så tilsæt det sammen med resten af ingredienserne.

Sort bønnesuppe

Rød karrysuppe med kalkun

Inspireret af denne opskrift og de grøntsager jeg havde i huset, lavede jeg en cremet og krydret rød karrysuppe. Jeg brugte det sidste kalkunkød og kalkunfond fra weekendens julefrokost. Jeg brugte noget af fedtet fra fonden til at sautere i, men en neutral olie er også godt.

Jeg ved ikke helt hvor meget rød karrypasta der skal i, da den vi havde i huset ikke rigtigt smagte af noget. Men sidst jeg lavede en lignende suppe, brugte jeg ca. 1 tsk karrypasta, så den ikke blev for stærk, men stadig havde en markant smag af rød karry. Derfor skriver jeg 1 tsk i denne opskrift.

Til 2-3 personer

2 fed hvidløg

1 stk ingefær, ca. 2 spsk

1 tsk rød karrypasta

½ løg

1 tomat

3-4 champignon

1 peberfrugt

1 gulerod

1 stængel bladselleri

100 g bønnespirer

200 g tilberedt kalkunkød i tern

1 l bouillon eller fond + vand

1 ds kokosmælk, 400 ml

Maizena

Fishsauce

Citron- eller limesaft

125 g nudler

Hvidløg og ingefær snittes fint.

Finthakket ingefær og hvidløg

Alle grøntsager snittes i tynde skiver.

Grøntsager i tynde skiver

Lidt fedtstof varmes op i en gryde og hvidløg, ingefær og løg sauteres uden at tage farve. Karrypasta tilsættes og steges med et minuts tid inden resten af ingredienserne tilsættes. Hold noget af væsken tilbage. Du kan altid tilsætte mere, hvis der ikke er nok. Lad suppen simre i ca. 10-15 minutter og jævn med maizena rørt ud i lidt vand. Smag til med fishsauce og citron- eller limesaft.

Nudler koges i en gryde for sig. Læg nudler i en tallerken eller skål og hæld suppen over og server.

Rød karrysuppe

Intens kartoffel-porresuppe med dhal og surdejshævet speltbrød

Intens kartoffel-porresuppe med dhal og surdejshævet speltbrød

Til vores Cook Out stod Lars for suppen til forretten. Vi hjalp alle med idéudviklingen. Jeg startede med at finde mit kalkunskrog fra torsdagens Thansgiving og smed det i en gryde med stegeskyen, en smule vand og de dele af porrerne, som vi ikke ville bruge i de forskellige retter, hovedsageligt det øverste af toppene. Det kogte i en halv time, så siede jeg det og kogte fonden ind til det halve. Det blev en meget koncentreret og meget smagfuld fond, der fungerede som base i suppen og som smagsgiver i piroggerne.

En stor porre og tilsvarende mængde kartofler blev skåret i mindre stykker og det blev sauteret i olivenolie i ca. 5 minutter.

Grundelementer til suppen

Vand og fond blev tilsat og suppen fik lov at koge til kartoflerne var møre. Derefter kom suppen en tur i blenderen, så den blev helt jævn. Den blev smagt til med urtesalt, friskkværnet peber og muskat og var meget kraftig i smagen. Kalkunfonden smagte meget igennem, så det blev en kartoffel-porresuppe med et twist af kalkun.

Blendet suppe

Til fyld i suppen blev der kogt nogle røde linser. De kom i en gryde med kalkunfond og kogevand fra kartofler og kogte i ca. 20 minutter, til linserne var kogt ud og blevet til en meget smagfuld dhal. Undervejs blev konsistensen reguleret med mere væde, så de ikke kogte tørre. Det er vigtigt at huske at røre i dem undervejs, så de ikke koger fast.

Et sykke bacon blev skåret i tern og stegt sprødt på en pande.

Da suppen blev anrettet, kom der en skefuld dhal i bunden af en skål, suppen blev hældt over og fintsnittet porretop og sprødstegte bacontern blev lagt på toppen. Dertil blev serveret surdejshævet speltbrød.

Det fungerede rigtigt godt med dhal i bunden af suppen, som en lille surprise man ikke kunne se, men opdagede, når man begyndte at spise suppen. Smagen var meget intens og lækker. Helt sikkert en suppe jeg vil anbefale og som kan serveres som gæstemad eller god hverdagsmad.

Brødet stod Camilla for og hun lavede det på en medbragt hvedesurdej, der blev blandet med speltmel og æltet til en smidig dej. Den fik lov at hæve en times tid, inden den blev bagt. En Römertopf kom i kold ovn og ovnen blev tændt på 250 grader. Da ovnen var varmet op, blev låget fjernet, dejen lagt forsigtigt i fadet og låget lagt på igen. Det fik en halv time med låg på, derefter blev låget fjernet og brødet fik et kvarter mere, inden det blev taget ud og fik lov at køle af, inden det blev skåret ud og serveret til suppen.

Surdejshævet speltbrød

Brødet fik en meget hård skorpe og en sej og saftig krumme. Brødet var godt til suppen og det smagte også godt med smør.

Cremet karrysuppe med majs

Dagens menu stod på suppe og efter at have gumlet på hvilken slags suppe jeg skulle lave, kom jeg frem til denne lækre suppe. Fonden havde jeg i bedste Stop spild af mad-stil kogt på skrog af gårsdagens duer og kogevandet fra mosen samt nogle jordfri skræller fra diverse grøntsager, jeg havde liggende i fryseren.

Til 4 personer

250 g squash

150 g porre

500 g selleri

125 g broccolistok eller buketter

1½ liter vand/fond/bouillon

1-1½ spsk karry

2 tsk gurkemeje

1 spsk olie

1 stor eller 2 små dåser kokosmælk

1 stor eller 2 små dåser majs

Alle grøntsager snittes fint. Karry svitses i olien og grøntsagerne tilsættes sammen med væsken. Suppen koges op og kokosmælk og gurkemeje tilsættes. Suppen simrer en lille time eller til grøntsagerne er møre. Suppen pureres med stavblenderen og majskerner tilsættes. Smages til med urtesalt, peber og karry.

Cremet karrysuppe med majs

Serveres med brød eller cruotoner. Jeg lavede rugbrødscruotoner af noget tørt rugbrød.

Lakrids-kokossuppe med kylling

Opskriften blev til på basis af en rest lakridskylling. Lakrids og kokosmælk går overraskende godt sammen og suppen bliver fløjlsblød og rund.

Til 2-3 personer

1 ds kokosmælk (400 ml)

2 tsk rød karrypasta

Olivenolie

1 løg eller 1-2 porretoppe

2-3 friske tomater

1 rød peberfrugt

Stegesky fra lakridskylling

Kartofler og fennikel fra lakridskylling

1-2 dl stegt/kogt kyllingekød i tern

Fishsauce

Citronsaft

Karrypastaen steges i olien og løg i tern steges med. Fond og kokosmælk kommes i og peberfrugt og tomater i tern tilsættes. Simrer i et par minutter inden kartofler og fennikel i mindre stykker tilsættes. Hvis suppen er for tyk, spædes den op med lidt vand. Smages til med fishsauce og citronsaft.

Suppen er lavet på en rest lakridskylling. Hvis man ikke har det, kan man tilsætte 1-2 tsk engelsk lakridspulver og bruge almindelig fond eller bouillon. Brug ½ fennikel og 3-400 g kogte kartofler og kog suppen til grøntsagerne er møre.

Nem tomatsuppe

Efter en hel vinter med rodfrugter, er det rart med lidt afveksling. Og lige nu vælter det op med friske krydderurter i haven, så jeg brugte løs i suppen. Er du ikke så heldig at have friske krydderurter, så kan tørrede krydderier sagtens bruges. Brug dem du kan lide. Jeg brugte frisk oregano, løvstikke og estragon i denne udgave.

Jeg havde en lammefond i fryseren, kogt på en lammeknogle, løg, gulerod, peberkorn, laurbærblade og enebær. Jeg brugte halv fond og halv vand. I mangel på god fond eller for en vegetarisk udgave, er bouillonterning glimrende alternativ.

Vores erfaring er at der skal bruges omkring 1½ dåse tomat pr. person til aftensmad, hvis alle er sultne og vilde med tomatsuppe. Og er der rester, kan det spises dagen efter, fryses ned til senere brug eller bruges som base i en tomatsovs, kødsovs, gryderet eller andet.

Til 2-3 personer

3 dåser tomater

3 fed hvidløg

2-3 løg

1 liter vand/bouillon/fond

2 håndfulde friske krydderurter eller en god portion tørrede krydderier

Alle ingredienserne koges i en halv times tid eller til løg er mørt. Blendes og smages til med salt og peber. Tilsæt evt. en sjat fløde. Hvis den er for kraftig i smagen, tilsæt en smule ekstra vand. Hvis den ikke smager af nok, kan du tilsætte en dåse koncentreret tomatpuré.

Tomatsuppe inden kogning

Server den som den er eller tilsæt kogt fuldkornsspaghetti, suppenudler, kogt korn eller fuldkornsris eller quinoa for en glutenfri variant. Server evt. hjemmelavede brødcrutoner til.

Varm tomatsuppe med smag og fylde