Hummus med æble

Inspireret af en opskrift fra kogebogen Ny nordisk hverdagsmad med flækærter og æble, lavede jeg denne hummus med æbler i stedet for tahin. Det giver en frisk smag og det er bestemt ikke sidste gang jeg tilsætter æbler til min hummus.

1 stor portion

200 g kogte kikærter

1 æble

1 spsk æblecidereddike

1 dl olie

1-2 fed hvidløg

½ tsk urtesalt

Alle ingredienserne køres sammen i en foodprocessor, til hummusen er ensartet og jævn. Reguler konsistensen med olie eller en smule vand. Smages til med salt.

Kikærter og æbler i foodprocessor

Serveres med brød eller som dip til grøntsager eller æbler. Prøv også som fyld i sandwich.

Hummus med æble

Reklamer

Pæresalat med vanille

I sommer fik jeg serveret en salat hvor der var vanille i dressingen og jeg fik lyst til at lege lidt med dette krydderi, som jeg ikke har særligt meget erfaring med. Jeg kender det mest fra desserter og kager, men det byder også på mange muligheder i madlavningen ud over det søde køkken. Jeg har indtil videre haft held med denne salat og håber at finde flere gode måde at bruge vanille på. Jeg bruger ren vanillepulver, så jeg får den rene vanillesmag og slipper for at tilsætte sukker til mine retter.

Kombinationen af vanille og pære tilfredsstiller den søde trang, så salaten er god at afslutte måltidet med. Vanillesmagen træder først frem, når salaten har fået lov at trække i en time eller to. Trækketiden gør også at gulerødderne mister en smule af deres sprødhed, så de passer bedre sammen med de bløde pærer.

4-6 personer

½ iceberg

2 pærer

2 gulerødder

Dressing

1 dl olie

1/4 dl æblecidereddike

½ tsk ren vanille

Salaten snittes og pærer og gulerødder skæres i tynde skiver. Dressingen rystes sammen og hældes over. Blandes forsigtigt og får lov at trække i mindst en time, så smagen kan sætte sig.

Pæresalat med vanille

Vintersalat med lakrids

Denne salat opstod da jeg havde lyst til at variere vintergrøntsagerne en anelse. Jeg ender altid med at lave den samme dressing til mine salater, så den store variation kommer i om jeg har snittet eller revet grøntsagerne. Jeg kastede mig ud i at prøve at tilsætte en smule engelsk lakridspulver til dressingen og det blev faktisk godt. Smagen af lakrids kommer først frem, når salaten har trukket i noget tid, så lad være med at putte alt for meget lakridspulver i, fordi du ikke synes det smager af nok. Jeg spiste en fiskeret til og kom frem til at jeg var nødt til at spise salaten til sidst, så lakridsen ikke overdøvede de andre smagsnuancer i måltidet.

Jeg brugte en blanding af olivenolie og solsikkeolie, hvidvinseddike med estragon og dijonsennep i dressingen.

Alle typer vintergrøntsager kan bruges og dressingen er sikkert også god til andre typer salater.

Tilbehør til 4 personer

2 gulerødder

1 pastinak

2 jordskokker

1 rødbede

2 blade hvidkål

Dressing

½ dl olie

1 tsk sennep

1 tsk eddike

½ tsk lakridspulver

Grøntsagerne renses og snittes i tynde skiver eller rives groft. Dressingen rystes sammen og hældes over salaten. Bland godt sammen og lad salaten trække i mindst en time inden den serveres, så lakridssmagen kan nå at sætte sig.

Vintersalat med lakrids

Andestegte kartofler

Julen er højtid for and og de fleste ænder kaster masser af fedt af sig, når de bliver stegt. Gem endelig fedtet, da det er genialt at stege i. Prøv eksempelvis at råstege kartofler i andefedt. Så får kartoflerne smag fra anden og du sparer på de indkøbte fedtstoffer.

Kartofler renses. Lad skrællen blive på, hvis den er pæn. Skæres i tynde skiver, små tern eller stave. Jeg brugte min foodprocessor og skar dem i tynde skiver. Smelt andefedtet på en varm pande og steg kartoflerne i det. Der skal være nok fedtstof til at kartoflerne bliver stegt gyldne og ikke bliver tørre. Husk at røre jævnligt i kartoflerne, så de ikke brænder på og så de bliver stegt på alle sider. Smag til med salt og server. Da retten er lidt tung i det, er det en god idé at servere salat eller andre grøntsager til.

Andestegte kartofler

Prøv at variere ved at tilsætte forskellige rodfrugter, eks. selleri eller pastinakker.

Fedt fra andre fugle, eks. kylling eller kalkun kan også bruges.

Kødsauce af stegt and

Julen er fyldt med madrester, ikke mindst and, og her er lidt inspiration til at stoppe spild af mad. Kødsaucen kan laves med alle slags grøntsager, så brug hvad du har. Nedenstående er hvad jeg puttede i.

Til 8 personer eller til flere dage

1 god portion stegt and

2 løg

2 gulerødder

½ broccoli med stok

½ bladselleri

2 fed hvidløg

3 dåser tomat

Kødet hakkes i foodprocessor. Hvis der er skind på, så hak det med og lad det give smag til retten. Grøntsagerne hakkes ligeledes. Kødes steges lidt og grøntsagerne steges med. Tilsæt tomaterne og krydr med salt, peber og krydderier efter smag. Lad retten simre til grøntsagerne er møre.

Spis saucen med pasta, brug den i cottage pie eller lagsagne.

Hurtig quinuasalat

Jeg havde en portion kogt quinua i overskud, da jeg havde lavet Klidmosters falske and. Jeg lavede denne salat med lidt iceberg og rød peber, der gemte sig i grøntsagsskuffen.

Quinuasalat

Kogt quinua

Fintstrimlet iceberg

Fintstrimlet rød peberfrugt

Balsamico-eddike

Olivenolie

Fintstrimlet iceberg anrettes i en skål eller et fad. Læg fintstrimlet rød peber ovenpå. Hæld en god sjat olivenolie hen over.

Quinua blandes med balsamico og lidt olivenolie. Den skal smage af noget, men eddiken må ikke overdøve den fine smag i quinuaen. Anret quinua oven på salaten og læg lidt peberfrugt øverst og server.

Hurtig quinuasalat

Flødestuvede kartofler med selleri

Flødestuvede kartofler er en klassiker, der var meget brugt i 90’erne. Denne udgave er tilsat selleri, som både give smag, variation og hjælper med at få spist sæsonens rodfrugter. Prøv at variere med persillerødder eller pastinakker. Eller lav hele fadet med rodfrugter. Husk at rodfrugter blive meget søde når de bliver tilberedt, så det er en fordel at krydre det skarpt eller servere til det noget der tåler et sødt tilbehør. Du kan justere fedtprocenten ved at bruge kaffe- eller madlavningsfløde i stedet for piskefløde eller bruge vegetabilsk fløde for en mælkefri udgave.

Jeg serverede retten med Klidmosters falske and og en hurtig quinuasalat.

2-3 personer

650 g kartofler

150 g selleri

1/4 l fløde

Salt, peber, muskat

Selleri skrælles, kartofler renses. Lad meget gerne skrællen blive på kartoflerne, hvis den er pæn. Kartofler og selleri skæres i tynde skiver. Hvis du har en foodprocessor der kan snitte i skiver, går det som en leg.

Skiverne blandes, lægges i et ovnfast fad, krydres med salt, peber og muskat og fløden hældes over. Det hele røres let rundt og fadet bages i ovnen ved 200 grader i ca. 1 time. Mærk med en gaffel om kartoflerne er møre.

Server som tilbehør.

Flødestuvede kartofler med selleri

Previous Older Entries