Lun æbleskive-pudding

Julen er godt overstået og vi havde en pose hjemmelavede æbleskiver liggende i køleskabet. Vi har spist alt for mange æbleskiver og vafler i de sidste uger, så ingen af os havde lyst til at spise de sidste æbleskiver, så de var blevet noget tørre og kedelige. I stedet for at smide dem ud, lod jeg mig inspirere af en af Klidmosters opskrifter, hvor hun bruger croissanter til at lave en brød-pudding. Jeg besluttede at prøve om det også ville fungere med æbleskiver, nu hvor jeg havde dem. Jeg havde også en hel del piskefløde i køleskabet, da vi lavede en noget mindre portion ris a la mande end beregnet til juleaften. Så i bedste Stop spild af (jule)mad-stil, lavede jeg en noget tung, men lækker dessert. Og så fik vi vist også ødelagt vores nytårsfortsæt om at vi skulle leve sundt i januar. Men sundheden er jo sekundært i forhold til at stoppe spild af mad 😉

Jeg har halveret sirup-mængden i forhold til Klidmosters opskrift, hovedsageligt fordi jeg af erfaring ved at hun kan lide sine opskrifter betydeligt sødere end jeg foretrækker. Jeg valgte agave-siruppen, fordi den har en lav belastning på blodsukkerbalancen og fordi jeg rigtigt godt kan lide det.

Dessert til 2 personer

200 g æbleskiver

2½ dl piskefløde

50 g agavesirup

2 æg

Ingredienser til æbleskive-pudding

Fløden og agavesiruppen blandes og varmes i en gryde, til det når kogepunktet. Tages fra varmen og køles lidt af. Imens smøres et lille ildfast fad og æbleskiverne plukkes i mindre stykker og lægges i fadet.

Æbleskiver plukket i mindre stykker

Æggene piskes sammen og den let afkølede fløde røres i æggemassen. Massen hældes over æbleskiverne og det får lov at trække 5-10 minutter inden det kommer i ovnen, så de tørre æbleskiver bliver svampede.

Æbleskive-pudding klar til at komme i ovnen

Fadet bages i ovnen ved 180 grader i ca. 25 minutter, til massen er næsten stivnet. Spises lunt.

Lun æbleskive-pudding

Og resterne? Dem brugte jeg også i bedste Klidmoster-stil. Jeg flækkede den kolde rest til skiver og gav dem en tur i vaffeljernet, for at få sprød skorpe på det.

Kold æbleskive-pudding i skiver

Der var lige nok til at lave en enkelt vaffel. Den blev sprød og god – og noget så fed! Piskefløde føles virkeligt fedt, når det bliver genopvarmet. Jeg var glad for at der kun var en enkelt vaffel ellers tror jeg måske jeg var bukket under.

Æbleskive-vaffel

Reklamer

Andestegte kartofler

Julen er højtid for and og de fleste ænder kaster masser af fedt af sig, når de bliver stegt. Gem endelig fedtet, da det er genialt at stege i. Prøv eksempelvis at råstege kartofler i andefedt. Så får kartoflerne smag fra anden og du sparer på de indkøbte fedtstoffer.

Kartofler renses. Lad skrællen blive på, hvis den er pæn. Skæres i tynde skiver, små tern eller stave. Jeg brugte min foodprocessor og skar dem i tynde skiver. Smelt andefedtet på en varm pande og steg kartoflerne i det. Der skal være nok fedtstof til at kartoflerne bliver stegt gyldne og ikke bliver tørre. Husk at røre jævnligt i kartoflerne, så de ikke brænder på og så de bliver stegt på alle sider. Smag til med salt og server. Da retten er lidt tung i det, er det en god idé at servere salat eller andre grøntsager til.

Andestegte kartofler

Prøv at variere ved at tilsætte forskellige rodfrugter, eks. selleri eller pastinakker.

Fedt fra andre fugle, eks. kylling eller kalkun kan også bruges.

Kødsauce af stegt and

Julen er fyldt med madrester, ikke mindst and, og her er lidt inspiration til at stoppe spild af mad. Kødsaucen kan laves med alle slags grøntsager, så brug hvad du har. Nedenstående er hvad jeg puttede i.

Til 8 personer eller til flere dage

1 god portion stegt and

2 løg

2 gulerødder

½ broccoli med stok

½ bladselleri

2 fed hvidløg

3 dåser tomat

Kødet hakkes i foodprocessor. Hvis der er skind på, så hak det med og lad det give smag til retten. Grøntsagerne hakkes ligeledes. Kødes steges lidt og grøntsagerne steges med. Tilsæt tomaterne og krydr med salt, peber og krydderier efter smag. Lad retten simre til grøntsagerne er møre.

Spis saucen med pasta, brug den i cottage pie eller lagsagne.

Glutenfri tartelet-pie

Jeg havde en rest tarteletfyld stående i køleskabet, så jeg lavede en pie med det som fyld. Jeg valgte at lave dejen glutenfri for at afprøve hvordan det blev. Og resultatet var ganske glimrende, så her kommer opskriften. Jeg brugte mælk i min dej, men vand eller vegetabilsk mælk fungerer lige så godt.

Glutenfri tartelet-pie

Til 1 person

3/4 dl lunken væske (vand, mælk ell. lign.)

10 g gær

1 dl boghvedemel

1 dl rismel

½ tsk salt

3-4 dl tarteletfyld

Gæren røres ud i den lunkne væske, salt og mel tilsættes og det hele æltes godt sammen. Lad dejen hæve et lunt sted ca. 1 time. Dejen bliver mere luftig efter hævning end den var fra starten, men den bliver ikke lige så luftig som dej af hvedemel, da glutenfri meltyper har en meget ringere hæveevne.

Glutenfri gærdej til pie

Dejen rulles tyndt ud og et lille ildfast fad beklædes med dejen. Husk at der også skal være dej til at lave et låg af. Fyldes lægges i dejen.

Fyld i pie-dejen

Resten af dejen lægges på som låg og pien pensles med olie. Olien gør at den færdige pie ikke bliver alt for tør og giver en gylden overflade.

Færdig pie klar til at komme i ovnen

Pien bages midt i ovnen ved 200 grader i ca. 20 minutter, til overfladen er gylden og sprød.

Færdigbagt pie

 

Rød karrysuppe med kalkun

Inspireret af denne opskrift og de grøntsager jeg havde i huset, lavede jeg en cremet og krydret rød karrysuppe. Jeg brugte det sidste kalkunkød og kalkunfond fra weekendens julefrokost. Jeg brugte noget af fedtet fra fonden til at sautere i, men en neutral olie er også godt.

Jeg ved ikke helt hvor meget rød karrypasta der skal i, da den vi havde i huset ikke rigtigt smagte af noget. Men sidst jeg lavede en lignende suppe, brugte jeg ca. 1 tsk karrypasta, så den ikke blev for stærk, men stadig havde en markant smag af rød karry. Derfor skriver jeg 1 tsk i denne opskrift.

Til 2-3 personer

2 fed hvidløg

1 stk ingefær, ca. 2 spsk

1 tsk rød karrypasta

½ løg

1 tomat

3-4 champignon

1 peberfrugt

1 gulerod

1 stængel bladselleri

100 g bønnespirer

200 g tilberedt kalkunkød i tern

1 l bouillon eller fond + vand

1 ds kokosmælk, 400 ml

Maizena

Fishsauce

Citron- eller limesaft

125 g nudler

Hvidløg og ingefær snittes fint.

Finthakket ingefær og hvidløg

Alle grøntsager snittes i tynde skiver.

Grøntsager i tynde skiver

Lidt fedtstof varmes op i en gryde og hvidløg, ingefær og løg sauteres uden at tage farve. Karrypasta tilsættes og steges med et minuts tid inden resten af ingredienserne tilsættes. Hold noget af væsken tilbage. Du kan altid tilsætte mere, hvis der ikke er nok. Lad suppen simre i ca. 10-15 minutter og jævn med maizena rørt ud i lidt vand. Smag til med fishsauce og citron- eller limesaft.

Nudler koges i en gryde for sig. Læg nudler i en tallerken eller skål og hæld suppen over og server.

Rød karrysuppe

Tarteletfyld med kalkun og grøntsager

Tarteletfyld er typisk høns i asparges, men der er masser af andre muligheder for at lave lækkert fyld til de sprøde skaller. Det er en god måde at bruge rester på og dermed stoppe spild af mad.

Efter weekendens julefrokost kogte jeg en god fond på skroget af kalkunen og stegeskyen, tilsat ekstra vand og denne fond brugte jeg som base i tarteletfyldet. Jeg kogte fonden meget ind og den var fuld af smag og blev helt stiv og fast, da den var kølet af. Fedtet samlede sig oven på fonden og det skrabede jeg forsigtigt af den kolde fond. Jeg har gemt det i køleskabet og bruger det i stedet for olie, til at brune eller sautere i, når retten gerne må smage af kalkun.

Fast kalkunfond

Jeg lavede tarteletfyldet samtidig med cottage pie og jeg gemte kogevandet fra kartofler og selleri, som jeg brugte til saucen her. På den måde fik jeg bevaret de vitaminer, der blev kogt ud af grøntsagerne og min sauce fik ekstra smag.

Til 10 store eller 20 små tarteletter

2 små løg

2 skiver selleri

En tallerken kalkun i tern

1 krus ærter

Kalkunfond

Kogevand fra grøntsager

Maizena, udrørt i vand eller mælk

Evt. lidt fløde

Salt, peber

Løg og selleri skæres i små tern.

Løg og selleri i små tern

Sauteres i olie eller kalkunfedt. Kalkun, fond og kogevand tilsættes. Tilsæt væske til du synes det passer med den rigtige mængde. Væsken skal dække det hele, men der skal ikke være så meget at det bliver en suppe. Lad det simre til grøntsagerne er møre. Jævn med maizena og smag til med salt og peber. Jeg havde en rest flødeskum, som jeg tilsatte for at give en lidt mere cremet smag. Tilsæt frosne ærter og lad dem simre med i 5 minutter. Server i lune tarteletter.

Tarteletter med kalkun og grøntsager

Cottage pie med kalkun

Cottage pie er en fantastisk reste-ret, der taknemmeligt tager imod alle typer rester af kød og grøntsager. Cottage pie består af en kødsauce der er dækket af et lag kartoffelmos og derefter bagt i ovnen, til overfladen er gylden. Efter julefrokosten i weekenden, havde jeg stadig en del rester tilbage, så inspireret af Stop spild af mad, har jeg planlagt hele ugens menu med resterne, så det hele bliver brugt. Onsdag fik vi cottage pie.

Jeg er blevet introduceret for cottage pie af min mors mand, der er englænder. Han har ofte serveret cottage pie eller sherperds pie, som er med lammekød, og den bagte kartoffelmos var en stor succes da jeg var barn. Han serverer retten med baked beans til, en tradition jeg ikke har valgt at videreføre, hovedsageligt fordi familiens børn ikke kan lide bønnerne. Alle typer kød kan bruges i retten og hvis man ønsker en vegetarisk udgave, kan man bruge bønner eller lignende i stedet. Til mosen plejer jeg at bruge halvt kartofler og supplere med de grøntsager jeg har i grøntsagsskuffen. Jeg har god erfaring med selleri, persillerødder, pastinak, græskar, gulerødder, broccoli og blomkål. Har du en rest tilberedte grøntsager, så smid dem i saucen eller i mosen.

Kødsaucen lavede jeg af noget af kalkunkødet, tomatresterne fra de fyldte tomater, et par løg, en god portion af råkostsalaten, et par fed hvidløg og et par dåser tomater. Grøntsagerne blev hakket og sauteret i lidt olie. Kødet blev findelt. Det er nemt at gøre det i foodprocessoren, da kødet meget gerne må have konsistens som hakket kød, men jeg valgte at hakke det fint i hånden, så jeg slap for at gøre maskinen ren. Grøntsager, kød og tomater simrer til det hele er mørt og smages til med salt og peber. Tilsæt meget gerne krydderier fra starten, så retten får masser af smag. Jeg tilsatte karry til denne portion, da det står godt til tomater og til kartoffelmosen og ikke mindst fordi min familie er glade for karry.

Kødsaucen lægges i et ildfast fad.

Kødsauce til cottage pie

Jeg tog de sidste rester af kartoffelmosen med hvidløgsost, sweet potatoes og græskarmosen. Da der ikke var nok mos til vores familie, kogte jeg nogle ekstra kartofler med noget selleri. Skrællen fik lov at blive på, da jeg foretrækker en smule struktur i min mos. Og så er der mindre af den gode mad der bliver smidt i skraldespanden. Kogevandet gemte jeg og brugte til tarteletfyld.

Kartofler og selleri i tern

Da kartofler og selleri var møre, piskede jeg dem til mos med elpiskeren og blandede det sammen med de forskellige rester af mos. Jeg smagte det til med en smule salt, men der var så meget smag i de forskellige rester, at det ikke var nødvendigt med særligt meget ekstra smag. Mosen blev spredt ud over kødsaucen og med en gaffel lavede jeg struktur i overfladen.

Cottage pie klar til at komme i ovnen

Pien skal bages ved 200 grader i ca. 45-60 minutter, til overfladen er gylden og sprød. Server med en gang råkost eller lignende.

Cottage pie

Du kan med fordel lave dobbelt portion og fryse den ene form ned, inden den bliver bagt. Hvis du stiller den direkte i ovnen fra frost, skal den have noget mere end 45 minutter. Mærk efter med en gaffel, om den er varmet igennem. Du kan også snildt lave retten dagen før og opbevare den i køleskabet. Så skal den bare i ovnen, når du kommer hjem fra arbejde og har masser af tid til at lave andet, mens maden bliver færdig.

Previous Older Entries Next Newer Entries