Karrykål med oksekød og kikærter

Et par gange hver vinter laver jeg karrykål med oksekød og kokosmælk. Sidste vinter lignede opskriften en del, men jeg har tilsat kikærter denne gang og jeg brugte kokosmælkpulver i stedet for kokosmælk fra dåse, hvilket gav en helt anden og mere cremet smag. Og da jeg synes opskriften er god, fortjener den en opfriskning hver vinter. Du kan med fordel udelade kødet helt og bruge flere kikærter. Så har du en vegetarisk version, som du også kan servere for dine veganervenner.

Jeg fandt kokosmælkpulver i helsekosten og besluttede at det måtte jeg prøve.  Det var på tilbud, så det var billigere end at købe færdig kokosmælk på dåse. Fordelen ved pulveret er at jeg kan lave den portion jeg skal bruge i stedet for at have en halv dåse i overskud, som står og bliver dårlig i køleskabet. Og så er der ikke en masse emballage som skal skaffes af vejen. Og det fylder mindre i transporten, så der kan fragtes mere på det samme CO2 regnskab. Jeg har svært ved at se hvor det ikke er en fordel 🙂

Pulver til kokosmælk

Pulveret skal blot opløses i vand og der står på posen hvordan forholdet mellem vand og pulver skal være, for at få en god og cremet kokosmælk. Det er simpelthen så nemt at bruge og både smag og konsistens er bedre end dåsekokosmælk. Det er helt sikkert ikke sidste gang jeg bruger det. Og mon ikke det også fungerer godt i drinks? 🙂

Til 2 personer

150 g hakket oksekød

300 g hvidkål

200 g løg

2 fed hvidløg

100 g kogte kikærter

200 ml kokosmælk

Karry, paprika, salt

Hvidkål skæres i tern, ca. 1 x 1 cm. Løg skæres i tern og hvidløg snittes fint. Karry, hvidløg, løg og kød steges i olie eller andet fedtstof, til kødet er brunet. Hvidkål tilsættes og steger med i nogle minutter. Kokosmælk og kikærter tilsættes og der lægges låg på. Retten får lov at simre i ca. 10 minutter eller til kålen er mør. Smages til med karry, paprika og salt.

Jeg serverede små kartofler stegt i andefedt til, en opskrift jeg fandt hos Klidmoster. Jeg stegte kartoflerne uden at koge dem først og det fungerede rigtigt godt. De stod og hyggede sig i fedtet en lille halv time, mens jeg lavede resten af maden.

Reklamer

All round kødsauce

Når jeg laver kødsauce, plejer jeg at lave en kæmpe portion, så jeg har til fryseren. Det gør livet uendeligt meget nemmere, når man er en børnefamilie. Den kødsauce jeg laver, er en all round sauce, som jeg bruger til rigtigt mange forskellige retter. Pasta med kødsovs, pandekager med fyld, lagsagne, cottage pie, med kartoffelmos, med ris eller hvor jeg ellers får lyst til at bruge kødsauce.

Jeg fylder min kødsauce med mange, mange grøntsager. Dels kan jeg bedre lide den, når den ikke er for tung og dels er det en god måde at få ungerne til at spise flere grøntsager. Og så er det en genial måde at få ryddet op i grøntsagsskuffen. Jeg bruger alle slags grøntsager, så brug hvad du har liggende og start gerne med dem der trænger til at blive brugt. Jeg bruger gerne løg, gulerødder, porre, squash, rødbeder, persillerod, pastinak, selleri, jordskokker, kål, peberfrugt, svampe, bønner, broccoli, fennikel, blomkål, peberrod, chili, ingefær, hvidløg.

Jeg bruger 1 del hakket kød og 1 del grøntsager og fylder op med dåsetomater. Normalt laver jeg af 1½-2 kilo kød og tilsvarende grøntsager, så det er den store gryde jeg har gang i. Grøntsagerne hakker jeg i foodprocessoren eller river dem groft, så de bliver ensartet og nærmest går i et med kødet i saucen. Det er ikke meningen at grøntsagerne skal være for synlige i saucen.

Til 4 personer

500 g hakket oksekød

500 g blandede grøntsager, eks. løg, gulerødder, peberfrugt, champignon, squash, rodfrugter

2 dåser hakkede, flåede tomater

2 fed hvidløg

Krydderier, salt, peber

1 spsk olie + en sjat vand

Varm olien op i en gryde og svits kødet. Tilsæt en sjat vand, hvis det er ved at brænde fast i bunden.

Grøntsagerne hakkes fint eller rives groft.

Finthakkede grøntsager klar til kødsaucen

Grøntsagerne kommes ved kødet, sammen med finthakket hvidløg, hvorefter tomaterne tilsættes. Hvis du har friske krydderurter, så tilsæt dem med det samme, så de kan få lov at give masser af smag til saucen. Lad saucen koge til kødet og grøntsagerne er møre. Jeg plejer at lade det koge i et par timer, så smagen får lov at blive intens, men det kan sagtens klares på lidt under en halv time, hvis du har travlt.

Smag saucen til med salt, peber og evt. andre krydderier. Server saucen eller brug den i andre retter.

All round kødsauce med masser af grøntsager

Kokoskål med oksekød

Retten opstod ud fra en rest kød krydret med tacokrydderier og en hel masse kål, der fyldte i køleskabet. Jeg serverede knuste kartofler a lá Klidmoster og en grøn salat til. Retten bliver cremet og sød og smager skønt. Lækkert måltid, som både min middagsgæst og min 2 årige datter kunne lide.

Til 2 personer

½ savoykål eller anden kål

200 g hakket okse eller andet kød. Alternativt bønner, tofu, seitan eller ekstra grøntsager for en vegetarisk udgave

2 spsk langtidsbagte tomater

1 dåse (400 ml) kokosmælk

1 spsk paprika

Salt

Snit kål i ca. ½ x ½ cm tern eller mindre. Kødets svitses i en smule olie med paprika. Start med en lille mængde; du kan altid tilføje mere senere. Når kødet er stegt, tilsætter du kål, tomater og kokosmælk og lader retten simre med låg til kålen er mør, ca. 15 minutter. Smag til med salt og paprika og andre evt. krydderier.

Kokoskål med oksekød

Karrykål med kokosmælk og oksekød

Hvidkål er sundt og godt som slankemad, da det indeholder meget lidt energi. Og det står rigtigt godt sammen med karry. Retten indeholder hverken gluten eller mælk. For en vegetarisk udgave, brug bønner eller kikærter i stedet for kød. Du kan tilsætte andre grøntsager efter lyst, eks. gulerødder, pastinakker, selleri, peberfrugt og kartofler og på den måde få et helt måltid ud af det. Hvis du bruger rå kartofler, skal de koges med til de er halv møre inden kålen tilsættes, da kålen ellers koger ud inden kartoflerne er møre.

Til 4 personer

½ hvidkål

3 løg

1 dåse kokosmælk, 400 ml

350 g hakket oksekød

2 spsk karry

1 spsk paprika

1-2 dl vand

Jævnes med maizena og vand

Kødet svitses sammen med karry og paprika i en smule olie. Tilsæt evt. en smule vand hvis det sætter sig fast i bunden. Tilsæt løg og hvidkål, snittet i ½ x ½ cm stykker og tilsæt kokosmælk efter nogle minutter. Hæld vand ved og lad retten simre under låg i en lille halv time, til kålen er mør. Smages til og jævnes evt. med maizena rørt ud i vand.

Serveres med fuldkornsris eller kartofler.

Karrykål med kokosmælk og oksekød