Variation over torsk, fennikel, madæbler, søde kartofler og sesam – Madstafetten

Nina som står bag Kunster på køkkenbordet har startet en madstafet og nu er stafetten kommer til mig. Jeg har meldt mig til stafetten, fordi jeg synes det er sjovt at blive udfordret og for at få inspiration fra de andre bloggere der deltager.

Vi starter med billedet af den færdige menu. (Desværre er mine billeder ikke specielt gode.)

Stafet-menuen

Jeg har fra Karen Iben fået følgende ingredienser, som jeg skal muntre mig med:

Torsk
Sød kartoffel
Fennikel
Belle de Boskoop
Sesam
Jeg havde tilfældigvis torsk i fryseren. Tilfældigt fordi jeg sjældent laver mad med fisk, hovedsageligt fordi min kæreste ikke kan lide det. Søde kartofler og fennikel fandt jeg i den lokale Kvickly og sesam har jeg altid i mit basislager. Æblerne fandt jeg i en af nabohaverne på vejen. Jeg ved ikke om det er Belle de Boskoop, men det er madæbler, så jeg besluttede at det måtte være fint.

De bundne ingredienser til madstafetten

Jeg besluttede at de fem ingredienser skulle være det bærende element i måltidet, så det eneste jeg købte ind ved siden af, var piskefløde. Fra mit basislager brugte jeg desuden: Olie, smør, margarine, salt, peber, sennep, eddike, honning, agavesirup, kokosolie, majsgryn, æg, karry og lakridspulver.

Jeg besluttede at lave variaterne over de forskellige  ingredienser og at undersøge hvordan de forskellige smage kunne få lov til at udfolde sig.

Jeg har aldrig prøvet at tilberede søde kartofler før og har kun smagt dem få gange, så jeg startede med at undersøge hvad andre anbefaler om dem. Jeg fandt i en kogebog ideer til hvilke krydderier der er gode sammen med søde kartofler og fandt en enkelt opskrift der foreslog søde kartofler og æbler sammen.

Madæbler har jeg kun brugt i varme retter med karry eller i råkostsalat, så her var også masser af muligheder for at udforske råvaren.

Torsk hører for mig ind under kategorien fisk, uden at være nærmere defineret. Jeg har ikke særligt meget erfaring med fisk og oplever at det som regel er en enten/eller oplevelse for mig at spise fisk. Nogle gange kan jeg lide det og andre gange kan jeg ikke.

Fennikel kan jeg i grunden godt lide, men jeg ender som regel blot med at smide det i en varm ret, så lakridssmagen forsvinder, så her er også masser af muligheder for at undersøge hvad grøntsagen kan.

Sesam bruger jeg flere kilo af om året, til brød, grød og müsli. Det er sjældent jeg får det brugt i andre sammenhænge, blandt andet fordi min kæreste ikke bryder sig om sesam i maden.

Alt i alt er der masser af uafprøvede muligheder i de fem råvarer, jeg har fået tildelt.

Jeg fandt frem til at der var nok af alle råvarerne til at jeg kunne lave forskellige små retter, så jeg kunne afprøve forskellige kombinationer og tilberedningsformer.

Jeg skrællede tre af de fire søde kartofler. De to røg i foodprocessoren og blev skåret i fine skiver.

Søde kartofler i skiver

Tre æbler blev vasket og kernehuset fjernet, hvorefter de blev skåret i tynde skiver med foodprocessoren.

Madæbler i skiver

Fennikel skar jeg i kvarte og de tre af dem blev skåret i skiver i foodprocessoren.

Fennikel i skiver og stykker

Torsken skyllede jeg og gennemgik nøje for ben. Så duppede jeg den tør med køkkenrulle og skar den i mindre stykker.

Og så var jeg klar til at lave de forskellige retter.

Sesampaneret torsk

Torskefiletter eller anden hvid fisk

Sammenpisket æg

Sesamfrø, salt og peber

Fisken vendes i æg og derefter i sesam, blandet med salt og peber. De steges gyldne og sprøde i godt med fedtstof på en middelvarm pande.

Sesampaneret og æble-majspaneret torsk

Æble-majspaneret torsk

Torsk

Sammenpisket æg

Revet æble

Majsgryn, salt, peber

Torsken vendes i æg og derefter i en blanding af revet æble, majsgryn, salt og peber. Steges på samme måde som sesampaneret torsk.

Sesam og Majsgryn plejer jeg at bruge til panering, da begge dele giver en sprød og smagfyld skorpe. Æblerne tilsatte jeg for at eksperimentere med råvarene. Æblerne smagte ikke specielt meget igennem, men jeg vil prøve at eksperimentere med frugt i panering en anden gang. Til gengæld smagte æblerne meget igennem, da jeg spiste resterne af fisken koldt dagen efter.

Torsk i karryfløde med æbler, fennikel og søde kartofler

Torsk

Æbler i tynde skiver

Søde kartofler i tynde skiver

Fennikel i tynde skiver

Fløde

Karry, salt

Halvdelen af kartofler, æbler og fennikel lægges i et ovnfast fad, fisken lægges ovenpå, drysses med karry og salt, resten af kartofler,æbler og fennikel lægges øverst. Sørg for at æblerne er det øverste lag. Hæld fløde over, så det står knapt halvt op i fadet.

Torsk i karryfløde klar til at komme i ovnen

Bages ved 200 grader i ca. 45 minutter.

Torsk i karryfløde

Jeg havde læst mig til at karry og sød kartoffel står godt til hinanden og jeg ved at æble og karry er godt sammen, så jeg kombinerede denne lille ret. Smagen var cremet og god. Alle ingredienserne gik op i en højere enhed og jeg kan godt finde på at lave retten igen en anden gang og servere den for gæster. Fennikel druknede i retten, men den har nok været med til at give den fuldendte smag.

Æble/sød kartoffelfad

Madæbler i tynde skiver

Søde kartofler i tynde skiver

Fennikel i tynde skiver

Smør, salt, peber

Æbler, kartofler og fennikel lægges lagvis i et ovnfast fad. Slut af med kartofler. Drys med salt og peber en gang eller to undervejs. Læg skiver af smør på toppen.

Æble/sød kartoffelfad klar til at komme i ovnen

Bages ved 200 grader i ca. 45 minutter.

Smøret gjorde at alle skiverne var møre og saftige, da retten var bagt færdigt. Det var en god ret og kombinationen af æbler og søde kartofler var rigtig god. Desværre druknede fennikel i retten, så de virkede ikke til at bidrage til smagoplevelsen.

Sød kartoffelmos med æbler og fennikel

Søde kartofler

Æbler

Fennikel

Ristede sesamfrø

Smør, salt, peber

Sød kartoffel koges med skræl, i usaltet vand. Pilles og moses med smør og smages til med salt og peber. Mosen er ret smagfuld i sig selv, så den behøver ikke særligt meget krydderi. Små tern af æbler og fennikel samt tørristede sesamfrø tilsættes. Serveres lunt eller koldt.

Æble/fennikelsalat og sød kartoffelmos

De rå tern af æbler og fennikel var knasende og lækre i den bløde mos og de gav smag til den ellers ret søde mos, så den blev frisk og skarp.

Æble/fennikelsalat

Æble i tynde skiver

Fennikel i tynde skiver

Ristede sesamfrø

Dressing af:

Sennep

Olie

Honning

Eddike

1 tsk af hver ingrediens til dressingen rystes sammen i et tomt syltetøjsglas med låg eller lignende. Jeg brugte taffelsennep, olivenolie, akaciehonning og æblecidereddike. Æbler og fennikel, halvt af hvert, blandes forsigtigt og dressingen hældes over. Trækker i en times tid, hvis du har tid til det, og tørristede sesamfrø drysses over.

Æble og fennikel går rigtigt godt sammen og blandingen af surt, sødt og stærkt i dressingen matchede salaten godt. Almindelige spiseæbler kan også bruges i denne salat.

Råstegte søde kartofler

Søde kartofler

Fedtstof

Salt, peber

Kartoflerne skrælles og skæres i ½ cm tykke skiver. En pande varmes godt op og der kommes en god portion fedtstof på. Kartoflerne steges nogle minutter på hver side, til de er gyldne og møre. Sørg for at der er rigeligt fedtstof på panden hele tiden.

Råstegte søde kartofler

Kartoflerne smagte rigtigt godt på denne måde. Jeg havde en smule tynde skiver i overskud og de blev også stegt. De blev helt sprøde som chips og jeg tror måske jeg foretrak dem. De lidt tykkere skiver har mere fylde og indeholder procentvis mindre fedt, men jeg kan så godt lide sprøde madvarer, så i mine smagsløg vinder de tynde og sprøde skiver.

Som afslutning på middagen lavede jeg en lille variation over den klassiske æblekage. Jeg valgte at lade lakrids gå igen i desserten, men ikke fra fennikel, som jeg ikke havde mod til at bruge i desserten. I stedet kogte jeg æblegrøden sammen med en lakridsrod og brugte engelsk lakridspulver i fløden. Æblegrøden smagte meget lidt af lakrids. Jeg ved ikke om det er muligt at få lakridssmagen frem fra en lakridsrod ved at koge den med, men det fungerede i hvert fald ikke her. Til flødeskummet brugte jeg ½ tsk engelsk lakridspulver til 1 dl fløde og det var næsten lige i overkanten. Lakridsen smagte meget igennem og druknede lidt resten af desserten. Men ud over det var det en fin lille dessert som afslutning på madstafetten.

Æblekage med lakrids og sesam

Æbler

Lakridsrod

Piskefløde

Lakridspulver

Sesamfrø

Kokosolie

Agavesirup

Æblerne skrælles, befries for kernehus og skæres i mindre stykker. Koges til en intens grød i en gryde med en lakridsrod i mindre stykker. Hæld evt. en skefuld vand i bunden af gryden, så æblerne ikke brænder på, inden de safter. Lad mosen køle af.

Æbler og lakridsrod klar til at blive kogt til mos

1 del kokosolie og 1 del mørk agavesirup varmes op på en pande og sesamfrø kommes i. Det skal passe med at frøene opsuger det meste af olien/siruppen, men uden de bliver tørre. Rør jævnligt i frøene og lad dem stege til de er gyldne. Bred ud på en tallerken eller bagepapir og lad køle af.

1 dl fløde piskes med ½ tsk engelsk lakridspulver.

Æblegrød lægges i en skål, drys et lag stegte sesamfrø over, hæld fløden over og top med flere stegte sesamfrø.

Æblekage med lakrids og sesam

Alt i alt synes jeg det har været rigtigt spændende at være med i madstafetten. Jeg har afprøvet nogle råvarer, jeg ikke normalt bruger og jeg har fået afprøvet dem i forskellige kombinationer. Det lykkedes mig at komme frem til mange små forskellige retter ud fra fem råvarer og resultatet var godt.

Jeg sender disse fem råvarer videre til Sverigetossen:

Skaldyr

Lakrids (lakridspulver, lakridssirup eller lignende)

Linser

Mango

Rødkål

Pssst… Hvis du har lyst til at deltage i madstafetten, kan du kontakte Nina via hendes blog. Der er stadig plads til flere der har lyst til at blive udfordret i køkkenet.

Advertisements

4 kommentarer (+add yours?)

  1. Camilla Fabricius
    Dec 11, 2011 @ 09:48:13

    hvor ser det godt og spændende ud Fenja, det med det sesam på torsken, det vil jeg forsøge. Jeg har også meldt mig, hvor glæder jeg mig til at komme på! Det er bare super hyggeligt og interessant. Jeg synes søde kartofler kan være hmm kedelige, og synes de skal bruges anderledes end alminde kartofler. Gode ideer du er kommet op med. Og det med lakridsen, det vil jeg glæde mig til at læse om på Sverrigstossen…

    Svar

    • fenjasmad
      Dec 11, 2011 @ 11:31:32

      Tak for rosen. Anders syntes også det smagte rigtigt godt. Problemer var bare at han var vildt sulten, så han blev ikke mæt, da der manglede kulhydrater til hans sultne mave. En anden gang må jeg få ham til at spise en skive brød før maden 😉
      Jeg ser også frem til at se hvad du får ud af din udfordring.

      Svar

  2. Nina Lind Balslev
    Dec 14, 2011 @ 21:29:33

    Ja, det er fedt, at du har været så konsekvent med at bruge råvarerne på denne måde!
    Jeg syntes, at søde kartofler er virkelig lækre, så det var sjovt at læse din vinkel på det, Camilla 🙂 Masser af syre i form af forskellige citrusfrugter plejer at være tricket – og så også dukkah! Dukkah, citrusfrugter og så sød kartoffel (stegt i ovnen med lidt olie og salt), man dypper i først citron/appelsinsaft, og dernæst dukkah. Dét er godt :o)

    Svar

    • fenjasmad
      Dec 15, 2011 @ 18:53:58

      Det gjorde opgaven meget mere spændende og faktisk også lettere at jeg valgte at holde mig til de råvarer jeg havde til rådighed. Jeg ser også frem til at læse hvad de næste deltagere finder ud af.

      Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: