Lones begynderbrød – Økologisk Landsforenings bagekonkurrence

I forbindelse med Økologisk Landsforenings bagekonkurrence, startede jeg, naturligvis, med Lones begynderbrød.

Lones begynderbrød

Det er et af fire rugbrød i konkurrencen og det var mere eller mindre tilfældigt at jeg lige startede med det. Første projekt var at finde mørk roesirup, som indgår i opskriften. Jeg har ikke den fjerneste idé om hvilken betydning det har at det lige netop er denne variant og ikke almindelig sirup, så jeg fandt det i en helsekost. I omtalen står der at man kan bruge det som pålæg, som honning eller nutella og det har da også en meget særlig smag, som gør det interessant at spise. Det smager ikke som almindeligt sirup.

Fordejen var ret nem at røre sammen og den skulle stå og hygge sig på køkkenbordet til dagen efter.

Fordej

Dagen efter var fordejen luftig og fyldig og lugtede svagt sur, præcist som den skulle.

Hævet fordej

Det var et hårdt arbejde at blande det sidste rugmel i, efter fordejen havde hævet. Dejen blev meget tung og svær at røre i. Jeg brugte håndmikseren med dejkroge, for at kunne få det rørt sammen. Dejen var helt fast og det krævede også kræfter at få den glattet ud i formene.

Rugbrød inden efterhævning

Jeg var kommet til at tilsætte mere vand end der stod i opskriften, så jeg blev nødt til at tilsætte tilsvarende større mængder af de andre ingredienser. Derfor havde jeg mere dej end jeg havde plads til i mine rugbrødsforme. Resten af dejen puttede jeg i et ildfast fad og bredte ud i en tykkelse, der gjorde brødet egnet til sandwich til madpakken. Dejen var så fast at den ikke flød ud, selvom jeg ikke havde fyldt fadet op. Det vil sige at dejen er egnet til at lave rugbrødsboller af, som er egnet til madpakken eller til at spise som mellemmåltid i løbet af dagen. De er selvfølgelig bedst helt friske.

Færdighævet rugbrød

Jeg brugte et bagetermometer til at tjekke temperaturen og tog brødet ud, da kernetemperaturen var 98 grader. Det tog halvanden time, som opskriften foreskrev.

I de fleste opskrifter på rugbrød står der at man skal vente til dagen efter med at spise det, men der stod ikke noget om det i denne opskrift, så jeg skar brødet op, da det havde kølet af. Og det var et lækkert nybagt brød. Smagen var dejlig og kernene holdte på væsken, så det ikke var tørt og kedeligt. Det smagte heller ikke for meget af surdej, som jeg synes hjemmebagt rugbrød kan have en tendens til.

Jeg synes det var et godt brød og jeg kan sagtens finde på at bage det igen en anden gang. Jeg vil nok tilsætte revne gulerødder eller lignende, for at gøre brødet mere saftigt.

3 kommentarer (+add yours?)

  1. Vicki
    nov 20, 2011 @ 20:49:47

    Hvor ser det bare godt ud. Det bliver jeg nødt til at prøve at lave i næste uge:)

    Svar

  2. Trackback: Økologisk Landsforenings bagekonkurrence « Fenjas mad

Skriv en kommentar