Fuglebjerggaards rugbrød – Den økologiske bagebog

I projektet med at bage mig gennem Den økologiske bagebog, er jeg kommet til Fuglebjerggaards rugbrød.

Fuglebjerggaards rugbrød

Jeg er meget kræsen hvad angår rugbrød. Jeg køber altid de samme varianter og køber sjældent økologisk rugbrød, af den simple årsag at jeg ikke gider spise brødet. Jeg har det også lidt anstrengt med hjemmebagt rugbrød, fordi det nemt kommer til at smage meget hjemmebagt og klægt. Så det er spændende hvad jeg synes om dette brød.

Jeg havde fået en surdej forærende, som jeg startede med at bruge til Grupe og Meyers rughvedebrød og den fik lov til at boble lidt mere til dette rugbrød. Jeg blandede fordejen om aftenen, så den var klar til videre forarbejdning næste dag.

Fordej

Dejen var meget, meget grå, fordi jeg lavede den samtidig med Urtekrams gulerodskerneboller, der var helt hvide i dejen. Ved siden af den dej, så rugbrødsdejen ikke særligt appetitlig ud, men det hjalp betydeligt da jeg arbejdede med den dagen efter, uden en helt hvid dej til sammenligning.

Fordejen dag 2

Fordejen var levende og rar dagen derpå og klar til at tage imod en hel masse knækket rug. Jeg rørte dejen med håndmikseren med dejkrogene, i mangel af røremaskine. Dejen blev fotograferet i daglys, i stedet for elektrisk lys, derfor er farverne helt anderledes.

Færdig rugbrødsdej i dagslys

Jeg har kun to 1½ l rugbrødsforme, så halvdelen af dejen kom jeg i et almindeligt ildfast fad i stedet. Det fungerede fint, dog havde det den ulempe at det blev et meget fladt brød. Jeg har nu skrevet store 3 liters rugbrødsforme på min ønskeliste, så jeg kan bage store rugbrød. Og sandwichbrød.

Efter jeg havde prikket dejen tæt, og fået hjælp af min 2 årige datter, der mente at det betød hun skulle tage en ske og spise dejen fra formen, blev brødene stillet til hævning.

Rugbrød klar til hævning

De fik et par timer mere end de skulle i opskriften, da det ikke lige passede med at bage dem efter 4 timers hævning, med børn, madlavning og andre familieaktiviteter. Brødet stod og hyggede sig og virkede ikke til at tage det mindste skade af at stå lidt længere. Surdej er så dejligt taknemmeligt, fordi det ikke bliver ødelagt af at hæve et par timer ekstra.

Hævet rugbrød klar til ovnen

Jeg gav det 1½ time som foreskrevet. Opskriften er lidt forvirrende omkring hvad der skal ske efter bagetiden. Man skal slukke ovnen og tage brødene ud. Så langt, så godt. Derefter skal man pensle brødene i en blanding af vand og kartoffelmel. Hvorfor står der ikke noget om og der står ikke, om man skal tage brødene ud af formene inden eller om det kun er toppen af brødet der skal pensles. Jeg valgte at tage dem ud af formene og give brødene en tur hele vejen rundt. Der var også rigeligt væske til at jeg kunne pensle alle siderne.

Færdigbagt rugbrød

Brødene skal stilles tilbage i den slukkede ovn i 45 minutter og derefter skal de køle af i ovnen. Jeg ved ikke lige hvad formålet er med at de skal stå i den slukkede ovn og køle af inden de skal køle af i ovnen. Enten er det meget dårligt formidlet i opskriften eller også har jeg bare ikke forstået hvad meningen er.

I følge opskriften skal det færdige brød opbevares pakket ind i et tørt viskestykke, lagt i en pose og gemt i køleskabet. Jeg har lagt et enkelt brød i køleskabet, men har ikke smagt det endnu. Min oplevelse er at brød bliver tørt, kedeligt og hårdt af at ligge i køleskabet, så jeg opbevarer altid mit brød i skabet, pakket ind i en pose.

Brødet smager godt. Det er et fint og groft hjemmebagt rugbrød, der smager hjemmebagt, uden at være klægt. Jeg kunne godt finde på at bage efter denne opskrift igen en anden gang, men jeg vil nok tilsætte revne gulerødder eller kartofler og solsikkekerner, for at gøre det mere saftigt og lækkert. Og portionen er stor, så jeg vil prøve at bage det når vi er hele den store familie samlet, da vi ellers ikke kan nå at spise brødet, mens det stadig er friskt og lækkert.

1 kommentar (+add yours?)

  1. Trackback: Den økologiske bagebog – et bageprojekt « Fenjas mad

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: