Urtekrams gulerodskerneboller – Den økologiske bagebog

Dagens bageprojekt var Urtekrams gulerodskerneboller. Ud fra billedet i opskriften, er det ikke en type boller jeg ville kaste mig over, hvis ikke det var fordi jeg er ved at bage mig igennem hele bagebogen. Men på den anden side har jeg ikke prøvet at bage almindelige boller med majsmel før, så det må prøves. Normalt bruger jeg kun majsmel i madlavningen eller i forskellige typer glutenfrit brød.

Urtekrams gulerodskerneboller

Der står i opskriften at dejen skal æltes godt sammen og det tolkede jeg som at dejen ville være smidig og fast, så jeg kunne ælte den. Men da jeg stak fingrene i dejen, opdagede jeg hurtigt at den var alt for våd til at blive håndæltet, så jeg brugte håndmikseren med dejkroge, en metode jeg har fået mod på efter jeg har bagt Grupe og Meyers rughvedebrøde. Jeg rørte dejen i nogle minutter, inden jeg satte den til hævning.

Den færdigrørte dej

Jeg er flere gange stødt på at der i bageopskrifter står at man skal dække skålen med madfilm, når dejen skal hæve og jeg har ikke rigtigt luret hvad det skal gøre godt for. Men i dag prøvede jeg at gøre det. Efter endt hævning var jeg dog ikke blevet klogere på, hvilken forskel det gør i forhold til at bruge et tørt viskestykke, som jeg plejer.

Efter en times hævning, rørte jeg rundt i dejen igen og konstaterede at den var meget fugtig og ikke havde hævet specielt meget. Men den var meget sej, på en helt anden måde end jeg er vant til, når jeg arbejder med dej. Sikkert på grund af majsmelet.

Jeg satte bollerne på bagepapir med en hånd, som jeg havde dyppet i vand, så dejen ikke hang fast i fingrene og stillede dem til efterhævning dækket af et vådt klæde. I følge opskriften skulle de hæve til dobbelt størrelse, hvilket ikke giver mig meget fingerpeg om hvor lang tid de skal hæve. De fleste andre opskrifter i bogen har angivet hævetider, så jeg ikke behøver fornemme så meget hvordan dejen arbejder, men kan kigge på mit ur i stedet. Det har også den fordel at jeg kan beregne omtrent hvor lang tid der går fra jeg finder mel og gær frem, til jeg kan sætte tænderne i de friskbagte boller.

Bollerne efterhævede en god halv time, inden de kom i ovnen. Om de var hævet til dobbelt størrelse var lidt svært at vurdere, for de skulle hæve under et fugtigt viskestykke, hvilket betød at bollerne blev trykket ned af det tunge klæde.

Færdighævede boller inden de kom i ovnen

Jeg bagte bollerne i ca. 20 minutter. Bollerne så fine ud da de kom ud af ovnen. Men ak, de var en skuffelse at smage. De smagte ikke rigtigt af noget og var bare jævnt kedelige. Dagen efter var det endnu værre. De er så kedelige at jeg vil gå så vidt som til at sige at det er spild af mel…

Færdigbagte boller

Bollerne var tørre og triste og jeg tror det skyldes majmelet. Der er ellers både gulerødder og kerner i til at holde på fugten, men det virker bare ikke rigtigt. Det er absolut ikke boller jeg vil bage igen.

2 kommentarer (+add yours?)

  1. Trackback: Fuglebjerggaards rugbrød – Den økologiske bagebog « Fenjas mad
  2. Trackback: Den økologiske bagebog – et bageprojekt « Fenjas mad

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: