Urtekrams mild thaiwok

I rækken af nye måltidskits fra Urtekram, var vi i familien kommet til at afprøve deres mild thaiwok.

Som med de andre æsker i serien, er ingredienslisten udtømmende, så det er muligt at se præcist hvad retten indeholder. Dette er især praktisk, hvis man er allergisk over for nogle krydderier eller lignede. Retten indeholder gluten, men hverken mælk eller sukker, hvilket tilsvarende æsker normalt indeholder. Som med de andre æsker, har jeg et positivt indtryk på forhånd, fordi jeg finder det ærligt at indholdet af æsken er så tydeligt beskrevet og ikke blot dækket ind under e-numre og “krydderier”.

Ingredienser:

Fuldkornsnudler* (79 %) (fuldkornshvedemel*, vand), sojasauce* (7 %) [heraf: vand, sojabønner* (19 %), hvede*, havsalt, koji (aspergillus oryzae)], majsmel*, tomatpulver*, himalayasalt, løg*, hvildløg*, basilikum*, persille*, koriander*, citrongræs*, ingefær*, citron*, sort peber*. Intet andet.

* = Økologisk

På pakken står der “Family size” og at den er til fire personer. Med den udmelding forventer jeg at der er nok mad til hele vores familie, der består af to voksne og tre børn på 14, 8 og 2, især fordi børnene ikke spiser specielt meget.

Æskens indhold:

Der er ca. 220 g fuldkornsnudler, krydderimix og soyasauce samt opskriftfolder med opskrift til alle æskerne i serien. Mængden af nudler er omtrent halvt af hvad jeg forventer vi spiser i vores familie, så jeg købte en ekstra pakke nudler.

Ifølge opskriften skal man tilsætte 400 g kød og 600 g grøntsager + løg og æble. Jeg brugte ca. 500 g kalkun i tern og ca. 800 g grøntsager inkl. løg samt 1 æble. Jeg brugte squash, grønne bønner, selleri, broccoli og bønnespirer.

Opskriften var nem at følge, men jeg var noget skeptisk over for tidsangivelsen. Der står at man skal bruge bløde wokgrøntsager, eks. squash og peber og at sovsen skal koge i ca. 20 minutter. Min opfattelse af den type grøntsager er at de koger ud og bliver rigtigt triste, hvis de får lov at koge så lang tid. Og jeg foretrækker mine wokgrøntsager sprøde og lækre.

Jeg lod retten simre i 10 minutter og jævnede den med maizenamel udrørt i vand, da jeg syntes saucen var for tynd. Jeg kogte den ekstra pakke nudler, så jeg havde dobbelt så meget tilbehør som der var i æsken.

Mild thaiwok med fuldkornsnudler

Og så til smagen. Børnene syntes det smagte godt og familiens 2 årige spiste op og bad om en ekstra portion, noget der sjældent sker, så det var en succes. Men vi voksne syntes retten var kedelig og anonym, uden smag. De nudler der fulgte med æsken, var noget nær kønsløse, mens dem jeg havde købt ved siden af, havde både bid og struktur, så de var langt bedre.

Vi spiste ca. halvdelen af de ekstra nudler og den mængde sauce der var tilbage, passede omtrent med det ekstra kød og grøntsager jeg havde tilsat. Så saucen var korrekt beregnet til vores familie, men pakken med nudler var alt for lille, både til vores familie og til mængden af sauce.

Hvorfor skal du købe æsken? Fordi du gerne vil have en nem og hurtig ret og gerne vil slippe for at skulle købe en masse forskellige krydderier ind for at kunne lave en thai-inspireret ret.

Hvorfor skal du ikke købe æsken? Fordi retten ikke er særligt spændende og hvis du er god til at lave mad selv, kan du lave noget tilsvarende meget bedre selv.

Samlet bedømmelse: Jeg vil ikke anbefale pakken, da jeg synes den mangler smag. Og den vejledende udsalgspris på 34,95 kr er temmeligt dyrt, når du skal købe kød, grøntsager og ekstra nudler ved siden af. Men for familier der ellers ville købe en frossen færdigret eller take away, er det er godt alternativ, der både fokuserer på fuldkorn, masser af grøntsager og økologi.

Og resterne? Dem brugte jeg til at lave en pie af. Jeg blandede sauce og nudler med en rest råkost og nogle bønne- og linsespirer og lavede dejen af spelt-, rug- og hvedemel. Så var der aftensmad til en ekstra dag, uden det kostede særligt meget og resterne blev brugt til en ny lækker ret.

Restepie med mild thaiwok

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: