Biksemad med østershatte

Vi kom hjem fra Mortens and hos svigerfar med en posefuld kogte kartofler og jeg havde et kilo østershatte liggende, som min kæreste købte med hjem fra Kvickly den anden dag, så jeg lavede en hurtig omgang biksemad til aftensmad. Jeg havde en lille rest vildtgrydesteg i overskud, så det røg også med på panden.

Til 2 personer

800 g kogte kartofler

400 g østershatte

Evt. 100 g kød

Soyasauce

Svampene skæres i tern og steges i olie på en hed pande i ca. 5 minutter. Giv dem en god sjat soya, så de får lidt smag. Steg kartofler i skiver, så de bliver brune og sprøde. Tilsæt evt. kød og svampene og varm det hele igennem. Smag til med soyasauce og server med ketchup og evt. et spejlæg og en skive brød.

Og forresten, så er biksemad bare overhovedet ikke fotogen mad. Beklager.

Biksemad med østershatte

Flødestuvede østershatte

Meget hurtig og lækker forret eller frokostret. Jeg brugte soyafløde, men almindelig fløde eller risfløde fungerer lige så godt. Server med glutenfrit brød eller på sprød salat for en glutenfri udgave og husk at tjekke at din soya er glutenfri, hvis du skal undgå gluten.

Til 4 personer

400 g østershatte

1 dl fløde

Soyasauce

Olie

Svampene renses og skæres i minde stykker. De steges på en hed pande i olie i et par minutter. Hæld fløden på, kog det lidt ind og smag til med soya. Server på godt brød, eksempelvis Meyers rughvedebrød.

Flødestuvede østershatte

Langtidsstegt vildtgrydesteg i rødvinssauce

Min svigerfar havde givet mig en vildtgrydesteg og efter succesen med skovduerne, valgte jeg at lave en ret der mindede en anelse om den. Brug de grøntsager du har til rådighed. Rodfrugter og gulerødder vil også passe godt i retten og østershatte kan uden problemer skiftes ud med champignoner eller helt udelades. Brugt soya- eller risfløde for en mælkefri udgave.

Til 5 personer

1 kg vildgrydesteg

½ porre

1 æble

1 stor eller 2 små dåser koncentreret tomatpuré

½ bundt persille

400 g østershatte

3 stængler bladselleri eller selleritop

1/4 l fløde

1/3 flaske rødvin

1 spsk rosmarin

1 spsk urtesalt

Salt + peber

Ovnen tændes på højeste temperatur, ca. 275 grader. Alle grøntsager renses og snittes og lægges i bunden af en Römertopf eller tilsvarende stegeso. Fløde og rødvin hældes over og det hele blandes med rosmarin og urtesalt. Kødet drysses med salt og peber og lægges oven på og låget, der har stået i blød i min. 10 minutter, lægges på. Fadet stilles i ovnen og temperaturen skrues med det sammen ned på 100 grader. Efter 3 timer skrues temperaturen op på 200 grader og retten steger færdigt 1-2 timer.

Vildtgrydesteg klar til at komme i ovnen

Hvis du ikke har så meget tid, kan du stege retten ved 200 grader fra starten af og give den et par timer, men så bliver kødet ikke lige så saftigt og mørt.

Server med kartofler, eksempelvis som mos eller ovnstegte kartofler og kogte eller dampede grøntsager til.

Langtidsstegt vildtgrydesteg

Torsk i flødesauce med quinua

Jeg var alene hjemme og benyttede lejligheden til at spise fisk, hvilket jeg sjældent serverer for familien, da de ikke kan lide det. Jeg havde østershatte, revne gulerødder og bønnespirer, jeg skulle have brugt og jeg købte nogle porrer, da jeg ved at porrer står godt til fisk og fløde.

Grøntsagerne bevarede deres sprødhed og smag, selvom de var blevet kogt i fløden.

Brug ris- eller soyafløde for en mælkefri udgave af retten.

Til 1 person

1 torskefilet, ca. 150 g

½ porre

1 gulerod

100 g bønnespirer

100 g østershatte

1/4 l fløde

½ spsk estragon

½ spsk paprika

1 tsk urtesalt

Porre skæres i skiver, gulerod rives groft og østershatte skæres i strimler. Alle grøntsagerne blandes med krydderierne og halvdelen lægges i bunden af en lille stegeso, gerne af glas. Torsken, skåret i lidt mindre stykker, læggen ovenpå og resten af grøntsagerne lægges øverst. Fløden hældes over og der lægges låg på fadet. Hvis du ikke har et fad med låg, så brug sølvpapir, men husk at sølvpapir er en belastning for miljøet, så anskaf hellere en lille stegeso.

Torsk og grøntsager med fløde inden en tur i ovnen

Stil retten i ovnen ved 200 grader i ca. 30 minutter, ca. 10 minutter længere, hvis ovnen er kold når du sætter maden ind. Tag et stykke fisk op og smag på om den er færdig, inden du serverer. Hvis du skruer ovnen op på en højere temperatur, går det hurtigere.

Server med kogt quinua til. Det står rigtigt godt til retten, så det ikke bliver for tungt. 1½ dl quinua koges med 2 1/4 dl vand og lidt salt.

Torsk i flødesauce med kogt quinua

Glutenfri tærtebund

Inspireret af en opskrift i Helle Kofoeds kogebog Glutenfri, lavede jeg denne glutenfri tærtedej. Den blev sprød og lækker og jeg foretrækker den klart frem for de almindelige tærtebunde, jeg plejer at lave.

Til 1 stor og 1 lille tærte eller til et større ildfast fad

150 g kogte kartofler

50 g majsmel

50 g boghvedemel

50 g sesamfrø

50 g risflager

50 g hirseflager

50 g olie

1 tsk urtesalt

1 dl vand

Alle ingredienser køres sammen i foodprocessor til en ensartet masse. Hvis dejen ikke hænger sammen, så tilsæt en lille sjat vand mere.

Mikset glutenfri tærtedej

Mas dejen ud i to tærteforme eller et ovnfast fad. Det er nemmest med fingrene. Dejen skal dække hele bunden og kanten. Hvis du bruger et fad med høj kant, så lad dejen gå op ad kanten så det passer med den mængden fyld, du vil fylde i. Tærtebunden prikkes med en gaffel og forbages ved 200 grader i ca. 15 minutter.

Prikket tærtebund klar til at komme i ovnen

Når tærtebunden er forbagt, kan du fylde den med det fyld du har lyst til og bage tærten færdig.

Tærtebunden bliver sprød og lækker. Hvis du har noget dej i overskud, så bred det ud på bagepapir og bag det som knækbrød, evt. drysset med lidt flagesalt, krydderier eller kerner.

Glutenfri tærte med grøntsager, kikærter og ost

All round kødsauce

Når jeg laver kødsauce, plejer jeg at lave en kæmpe portion, så jeg har til fryseren. Det gør livet uendeligt meget nemmere, når man er en børnefamilie. Den kødsauce jeg laver, er en all round sauce, som jeg bruger til rigtigt mange forskellige retter. Pasta med kødsovs, pandekager med fyld, lagsagne, cottage pie, med kartoffelmos, med ris eller hvor jeg ellers får lyst til at bruge kødsauce.

Jeg fylder min kødsauce med mange, mange grøntsager. Dels kan jeg bedre lide den, når den ikke er for tung og dels er det en god måde at få ungerne til at spise flere grøntsager. Og så er det en genial måde at få ryddet op i grøntsagsskuffen. Jeg bruger alle slags grøntsager, så brug hvad du har liggende og start gerne med dem der trænger til at blive brugt. Jeg bruger gerne løg, gulerødder, porre, squash, rødbeder, persillerod, pastinak, selleri, jordskokker, kål, peberfrugt, svampe, bønner, broccoli, fennikel, blomkål, peberrod, chili, ingefær, hvidløg.

Jeg bruger 1 del hakket kød og 1 del grøntsager og fylder op med dåsetomater. Normalt laver jeg af 1½-2 kilo kød og tilsvarende grøntsager, så det er den store gryde jeg har gang i. Grøntsagerne hakker jeg i foodprocessoren eller river dem groft, så de bliver ensartet og nærmest går i et med kødet i saucen. Det er ikke meningen at grøntsagerne skal være for synlige i saucen.

Til 4 personer

500 g hakket oksekød

500 g blandede grøntsager, eks. løg, gulerødder, peberfrugt, champignon, squash, rodfrugter

2 dåser hakkede, flåede tomater

2 fed hvidløg

Krydderier, salt, peber

1 spsk olie + en sjat vand

Varm olien op i en gryde og svits kødet. Tilsæt en sjat vand, hvis det er ved at brænde fast i bunden.

Grøntsagerne hakkes fint eller rives groft.

Finthakkede grøntsager klar til kødsaucen

Grøntsagerne kommes ved kødet, sammen med finthakket hvidløg, hvorefter tomaterne tilsættes. Hvis du har friske krydderurter, så tilsæt dem med det samme, så de kan få lov at give masser af smag til saucen. Lad saucen koge til kødet og grøntsagerne er møre. Jeg plejer at lade det koge i et par timer, så smagen får lov at blive intens, men det kan sagtens klares på lidt under en halv time, hvis du har travlt.

Smag saucen til med salt, peber og evt. andre krydderier. Server saucen eller brug den i andre retter.

All round kødsauce med masser af grøntsager

Kartoffel-jordnødde spread

Spreads er en samlende betegnelse for en creme, der er lavet af grøntsager, ost eller andre ting, der kan blendes til en ensartet masse. Det kan bruges til pålæg, sandwichfyld eller dip. Denne udgave er lavet på kogte grøntsager og jordnødder. Du kan med fordel bruge en rest kogte grøntsager fra aftensmaden, i stedet for at koge en lille portion til at lave spreaden.

Til 250 g

100 g kogte kartofler

100 g kogte rodfrugter, eks. selleri og persillerod

50 g peanutbutter

Alle ingredienser køres sammen til en ensartet masse i foodprocessor eller med en håndmixer. Hvis du bruger crunchy peanutbutter, får dit spread lidt bid.

Kartoffel-jordnødde spread på rugbrød

Cremet kartoffel-broccolipålæg

Jeg er tit i krise over hvad jeg skal spise på mit brød, da jeg ikke er specielt begejstret for kødpålæg og jeg prøver at skære ned på forbruget af ost. Så jeg er begyndt at lave forskelligt pålæg selv, helst smørepålæg.

Denne opskrift kan med fordel laves af lidt kolde rester af kartofler og grøntsager fra aftensmaden, eller grøntsagerne kan koges til formålet.

Balancen mellem den skarpe peberrod og det søde æblesmør er rigtig god og cremen er både god til voksne og børn, i madpakken, i sandwich, på rugbrød, knækbrød eller som dip.

Til ca. 300 g

200 g kogte kartofler

100 g kogt eller dampet broccoli

1 spsk apple butter eller æblemos

1 tsk revet peberrod

Alle ingredienserne køres sammen i foodprocessor til en ensartet masse. Bruges som pålæg eller som fyld i sandwich.

Rugbrød med cremet kartoffel-broccolipålæg

Cremet karrysuppe med majs

Dagens menu stod på suppe og efter at have gumlet på hvilken slags suppe jeg skulle lave, kom jeg frem til denne lækre suppe. Fonden havde jeg i bedste Stop spild af mad-stil kogt på skrog af gårsdagens duer og kogevandet fra mosen samt nogle jordfri skræller fra diverse grøntsager, jeg havde liggende i fryseren.

Til 4 personer

250 g squash

150 g porre

500 g selleri

125 g broccolistok eller buketter

1½ liter vand/fond/bouillon

1-1½ spsk karry

2 tsk gurkemeje

1 spsk olie

1 stor eller 2 små dåser kokosmælk

1 stor eller 2 små dåser majs

Alle grøntsager snittes fint. Karry svitses i olien og grøntsagerne tilsættes sammen med væsken. Suppen koges op og kokosmælk og gurkemeje tilsættes. Suppen simrer en lille time eller til grøntsagerne er møre. Suppen pureres med stavblenderen og majskerner tilsættes. Smages til med urtesalt, peber og karry.

Cremet karrysuppe med majs

Serveres med brød eller cruotoner. Jeg lavede rugbrødscruotoner af noget tørt rugbrød.

Rustik vintermos

Vi spiser meget kartoffelmos og som regel bruger jeg en blanding af forskellige rodfrugter sammen med kartoflerne. Jeg synes det smager meget bedre end ren kartoffelmos og så bliver det meget nemmere at få familien til at spise flere grøntsager. Og er rodfrugter billige og fulde af næring her om vinteren, samt at de som regel er til at få danske, så der ikke er helt så meget transport involveret i at få dem frem til butikkerne.

Til 2 personer

500 g kartofler

1 persillerod eller pastinak, ca. 100 g

300 g selleri

1 spsk smør eller olie

Urtesalt, muskat

Grøntsagerne renses. Behold skrællen på, jo mindre den er meget beskidt. Som regel er kartofler og rødder i danske supermarkeder så godt skyllede, at de uden problemer kan spises med skrællen på. Som regel har selleri behov for at blive skrællet. De fleste vitaminer sidder i eller lige under skræller og skrællen gør mosen rustik, så lad endelig være med at skære det fra.

Skært grøntsagerne i mindre stykker og kog dem i usaltet vand. Hæld vandet fra når kartoflerne er møre og mos grøntsagerne sammen med fedtstof. Jeg plejer at bruge en elpisker og piske det sammen i gryden. Smag til med urtesalt og et ordentligt drys muskat.

Mosen er perfekt til vinterens kraftige simreretter. Jeg serverede den sammen med skovduer.

Rustik vintermos med skovdue

Previous Older Entries Next Newer Entries

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.